Palmebussen er klar fra på søndag - og så kan man få kollektiv transport til velsignelserne

KOMMUNEN: Sommerferien venter lige om hjørnet og har man fokus på Co2-aftrykket, så kan man jo glæde sig over, at der forhåbentlig er udsigt til mange herlige badedage ved de nordjyske kyster.

Men savner man alligevel palmeskygge imod den skønne sol højt på himlen, så er det jo godt, at Nordjyllands Caribien - Palmestranden i Frederikshavn tager så gæstfrit imod.

Og man behøver end ikke at tage sin egen personbil frem til herlighederne.

For Nordjyllands Trafikselskab holder nemlig klar med en sommerbybus, der kører fra Stena Lines terminal gennem bymidten af Frederikshavn og videre til Palmestranden.

Sommerbybussen eller Palmebussen, som den hedder i folkemunde, kører fra 30. juni til 10. august.

I Turisthus Nord glæder man sig over at palmebussen ruller, da det er en fantastisk service over for byens borgere og for de mange turister, som ankommer med Stena Lines færger.

Med de mange stop undervejs bliver der gode muligheder for en strandtur kombineret med frokost og shopping uanset om man er i Frederikshavn en enkelt dag eller flere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...