Dyster om topplacering i Børsens Gazellepris-konkurrence

KOMMUNEN: En af Danmarks fem stærkeste vækstvirksomheder er handelsvirksomheden, Drinx, som har til huse på Maigårdsvej 12 i Frederikshavn.

Direktør Tommy Toft etablerede grossistvirksomheden i 2015 og med en vækst på over 1177 % siden starten er Drinx nu i landsfinalen, som en af landets bedste vækstskabere.

DRINX har i dag over 80 medarbejdere fordelt på afdelinger i Frederikshavn, København og Oslo og flere end 18.000 forskellige varenumre rettet mod oplevelsesindustrien.

- Børsens Gazelle er en pris, der betyder utroligt meget for Drinx. Og den varmer ekstra meget i en tid, hvor Covid-19 har tvunget restauranter, barer og caféer til at holde lukket, fortæller Tommy Toft.

Ifølge Tommy Toft er den væsentligste grund til Drinx store vækst fokus på service.

Samtidig skal der være en leveringssikkerhed på mindst 98 pct. på alle ordrer.

- Vi har arbejdet intenst med vores servicekoncept og de værdier, som omkranser konceptet.

- Vores værdier er blevet en helt naturlig del af hverdagen på Drinx fremfor blot at ligge i en fil på computeren, som ingen ser. - På den måde er ingen hos os i tvivl om, hvad det betyder at levere service ad libitum, fortæller Tommy Toft.

Han understreger, at en fortsat vækst blandt andet vil ske gennem udvikling af forretningen på det norske marked.

- Desuden vil vi satse stort på at udvikle ølsalget på det danske marked - efter Corona-nedlukningen, siger Tommy Toft.

- Fremover skal eksisterende og kommende kunder have større frihed til selv at vælge ølprodukter, siger Tommy Toft.

Drinx er i dag ejet af Tommy Toft og Karl Henrik Frederiksen.

Landsfinalen afholdes virtuelt 10. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...