Kontant støtte fra Lions Club Frederikshavn til Hospice Vendsyssel

FREDERIKSHAVN: Birgitte Nielsen, Hospice Vendsyssel, Frederikshavn fik forleden besøg af Niels Korning, Søren Mortensen fra Lions Frederikshavn og protektor Christina Ørskov, Orskov Yard.

Lions Club Frederikshavn gentog i november succesen fra 2017 og lavede godt 100 juledekorationer. Lokale butikker og kontorer bakker flot op om vores initiativ, alle dekorationer var solgt på forhånd og det er baggrunden for at vi i dag kan overrække en check på 40.000 kroner til Hospice Vendsyssel, Frederikshavn udtaler Niels Korning fra Lions Frederikshavn.

Protektor for dekorationen 2018 er Christina Ørskov, Orskov Yard, og med til hvervet følger det at sætte navn på modtageren af årets donation.

- Jeg er meget glad for og beæret over Lions valgte mig til at lægge navn til juledekorationen 2018, og jeg valgte med det samme, at overskuddet skulle gå til Hospice Vendsyssel.

Har oplevet hospice tæt på

- Begrundelsen for mit valg af Hospice Vendsyssel er min families og min meget positive oplevelse, da vi for fire år siden skulle tage afsked med min kære bror Jeppe Ørskov, der led af kræft. Den behandling og omsorg vi på Hospice Vendsyssel fik i den meget svære tid - var helt unik. Hospice Vendsyssel sørgede for at den sidste tid vi fik sammen med Jeppe, blev en stille, fredfyldt og smuk oplevelse. Personalet og omgivelserne er helt fantastiske og der bliver gjort rigtig meget for patienterne og ikke mindst for de pårørende. Jeg har dybt respekt for hele teamet på Hospice Vendsyssel. Jeg håber endnu flere både patienter, pårørende og personale vil få stor glæde med denne flotte støtte fra Lions på 40.000 kroner.

Pengene går til børnene

Birgitte Nielsen, Hospice Vendsyssel er meget taknemlig og pengene vil blive brugt på bedste vis. Vi vil bruge pengene på ekstra forkælelse til de børn der kommer her som pårørende, fordi de har en forælder eller bedsteforælder der er ramt af uhelbredelig sygdom og på uddannelse til vores personale, så vi også er klædt bedst muligt på, til at støtte op om børnene og hjælpe dem.

Formanden for aktivitetsudvalget i Lions Club, Frederikshavn er ikke i tvivl. Med så stor lokal opbakning bliver det igen i 2019 mulighed for at ”hjælpe os - med at hjælpe andre” ved at købe en juledekoration slutter Søren Mortensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...