Trioen tager på ”sid-ned”-turné i foråret og rammer Arena Nord 19. marts

KOMMUNEN: Nød lærer nøgen kvinde at spinde og med tidens corona-begrænsninger skal der tænkes anderledes i alles liv - også kulturlivets.

Det ved Dizzy Mizz Lizzy, som nu er klar til en intim forårs-sid-ned-turne, der rammer Frederikshavn og Arena Nord 19. marts.

- Vi udgav vores nye album Alter Echo i marts under den første nedlukning og havde glædet os meget til at præsentere de nye sange for vores fans, men da det ikke kunne ske som planlagt, og da vi brænder for at komme ud at spille, har vi fundet på noget andet, fortæller Tim Christensen og det er baggrunden for at bandet nu er klar med en ”sid-ned”-koncerterrække på spillesteder rundt omkring i landet, hvor man normalt ikke kan opleve bandet.

- Vi prøver at få det bedste ud af situationen, og når nu publikum alligevel skal sidde ned, kan de lytte mere koncentreret, og derfor vil vi præsentere hele Alter Echo fra start til slut.

. Den slags har vi aldrig prøvet før, og Martin, Søren og jeg glæder os sindssygt meget, siger Tim Christensen og tilføjer, at de naturligvis også vil spille udvalgte højdepunkter fra deres tidligere plader, hvor ikke mindst debuten fra 1994 har skrevet sig ind i den danske rockhistorie med kæmpehits som Waterline og Silverflame. Alle koncerter er grundet corona sid ned koncerter.

Billetsalget starter fredag 20. november kl. 10 - og i første omgang åbnes der for salg af 475 billetter.

- Men ændres restriktionerne, så vi må tage flere ind, ja så gør vi det selvfølgelig, siger direktør Per Malmberg, Arena Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...