VELGØRENHED: Folkekirkens Nødhjælp måtte aflyse årets dør-til-dør indsamling på grund af coronavirus men fik via online-donationer hentet halvdelen af det forventede resultat hjem

Under to dage før den årlige dør-til-dør-indsamling sadlede Folkekirkens Nødhjælp om på grund af corona-virussen. I stedet for den traditionelle landsindsamling, hvor frivillige stemmer dørklokker til fordel for verdens fattigste, blev indsamlingen gennemført via mobiltelefoner og nettet.

Efter en uges digital indsamling er resultatet på godt 4,5 millioner kroner, der skal gå til klimahjælp til verdens fattigste.

- Det er et imponerende resultat, når man tænker på omstændighederne. Vi havde i praksis 1,5 døgn til at sadle om, men det lykkedes med opbakning fra vores mange frivillige, der blev en stor del af kampagnen, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Halvdelen af normalen

Selv om danskerne i stor stil bakkede op om indsamlingen via sociale medier, sms’er, MobilePay og hundredvis af digitale egenindsamlinger på Facebook, så er resultatet kun omkring halvdelen af, hvad en dør-til-dør-indsamling normalt plejer at indbringe.

- Selvom vi jubler over det flotte resultat, så er virkeligheden, at vi i den grad kommer til at mangle resten af de penge, vi kunne have indsamlet til verdens fattigste ved en fysisk indsamling, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Årets landsindsamling har fokus på klimahjælp til verdens fattigste. For eksempel træplanting, klimavenlige huse, opsamlingssøer, diger, tørkeresistente afgrøder og anden klimasikring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...