70’erne: Lis Thomsen fra Park Hotel kigger tilbage på sin første tid i 70’ernes Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: I forbindelse med købstadens jubilæum sidste år var der særlig et ord, der gik igen og igen i de mange skåltaler - nemlig stolthed.

Stolthed over at være frederikshavner, stolthed over det, som købstaden har udviklet sig til, og stolthed over at det er sket på trods - altså helt ved egen indsats.

Men meget af stoltheden ligger tilbage i det Frederikshavn, som buldrede afsted i 70’erne.

Kan det krasse frederikshavnske vid - og den selvforståelse, som ikke mindst 70’erne grundlagde i byens borgere, så bruges til et nyt løft af købstaden, her hvor vi står på tærsklen til 2020?

Det spørgsmål kan man måske finde svar på ved at se tilbage til 70’erne.

Og det gør Lokalavisen her over de næste uger

Vi har snakket med en række af de folk, der var unge i 70’erne - og som flyttede og skabte noget.

Læs med og bliv klogere på 70’erne.

Måske er der ideer at hente for fremtiden.

I dagens udgave, ser vi tilbage på Frederikshavn, som Lis Thomsen oplevede den.

For efter at have flyttet rundt i Danmark på flere end en snes destinationer havnede Lis Thomsen i 1976 i Frederikshavn, og det blev lidt af et kulturchok.

Hun er opvokset i Thy i en landmandsfamilie blandt 7 søskende, uddannet hos SAS i København hvor hun mødte sin eks mand, som hun senere drev adskillige kroer og hoteller rundt om i Danmark sammen med.

Det endte desværre i en konkurs og den førte familien til Frederikshavn.

Fra gode venner i hotelbranchen havde de hørt at Højskolehotellet i Frederikshavn var til salg og de købte det i 1976 uden nærmere kendskab til Frederikshavn.

Efter et halvt år revnede ægteskabet desværre og Lis måtte låne ekstra penge for at betale resterende gæld og sin mand ud. Hun stod nu som alenemor med tre piger i alderen 5-7 og 9 år samt et hotel der skulle drives.

Men hun befandt sig godt blandt frederikshavnerne.

Det var stolte, friske og ikke mindst åbne. Vant til at møde masser af nye mennesker hver dag. Fra færgerne og flådestationen. Der var frisk luft og højt til loftet. Her valgte hun at blive.

- Jeg er glad for at jeg ikke havnede inde midt i landet som fx Herning eller Skive. Der har man travlt med at bygge en ring omkring sig og har nok i sig selv – her er der åbne døre fortæller hun.

Det var dengang svenskerne og nordmændene nærmest væltede ind i byen.

Valutakurserne var fordelagtige – den svenske kurs var ca. 135.

Højskolehotellet, som var det mindste af i alt fem hoteller i midtbyen, havde 17.000 årlige overnatninger.

I dag er det 4.000 stk.

Gæsterne var i lidt mere end godt humør, og næsten hver aften måtte politiet tilkaldes for at skabe ro.

Der blev smidt med inventaret og en gang blev et skrivebord smidt ud på gaden fra en af de øvre etager.

En anden gang svingede en fuld finne sig i lysekronen i entrén og endte på gulvet sammen med den.

Det var det vilde vesten og et kulturchock for den stille Thybo.

- Men jeg voksede med opgaven og det var ikke mange timers nattesøvn, det blev til i de år.

- Jeg stod tidligt op for at lave morgenmad og afsluttede med nattevagten, som ofte blev lang og lidt for spændende pga. den megen ballade fortæller hun.

Men det kunne ikke fortsætte med alle de livlige gæster på hotellet.

Hun fik en aftale med rederierne om at hotellet ikke ville modtage grupper og unge rejsende.

Og langsomt kunne der opbygges et hotel i den stil, som hun kunne tænke sig.

Det blev løbende renoveret, stilen blev ændret og man fik efterhånden flere forretningsgæster fra værfterne og fra Alpha Diesel.

- Når jeg tænker tilbage, synes jeg de rev for mange gamle bygninger ned dengang.

- Andre byer har mange gamle huse i midtbyen, men her blev de fjernet.

- Men det var en by der tænkte meget i vækst og det var kun godt. Ellers havde vi nok ikke været der hvor vi er i dag.

- Villy Christensen var en fremragende borgmester. Han forstod at en borgmester skal regere byen til byens bedste og ikke med partiinteresser. Han havde udsyn, format og intelligens fortæller Lis.

Flytningen l af Krudttårnet husker jeg også som en stor historie og som noget der gjorde Frederikshavnerne stolte.

- Det var sådan noget, der ellers kun kunne lade sig gøre i store byer husker Lis Thomsen.

- Det har været en fantastisk rejse jeg har været på.

- Jeg har nu haft hotellet i over 40 år og jeg bliver ved så længe jeg kan. Jeg ved ikke hvor tiden er blevet af – men jeg har aldrig fortrudt at det var Frederikshavn der blev min endestation, siger Lis Thomsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...