Vendsyssel var tæt på første sejr, men så kom de tekniske fejl snigende mod Silkeborg-Voel

HÅNDBOLD: Foran 17-12 i anden halvleg så det ud til, at sejrsforbandelsen endelig var brudt for Vendsyssel Håndbold, men alt for løse afleveringer i anden halvleg endte med at koste dyrt, så det alligevel var gæsterne fra Silkeborg-Voel, der løb af med de to point efter en sejr på 29-26.

For anden kamp på stribe var Vendsyssel ellers for alvor med i en kamp og med chance for point, men fejlene koster på dette niveau.

- Man kan måske godt sige, at det er en smule gummiarm, for der er nogle tekniske fejl, der koster rigtig dyrt, da kampen blev tæt, siger træner Kent Ballegaard.

FAKTA

Kampfakta:

Pausestilling: 14-11

Mål Vendsyssel: Frida Damgaard 7, Pernille Brandenborg 6, Sofie Sletskov 6, Steinunn Hansdottir 3, Mette Bejder 2, Henriette Hansen 1, Christian Pedersen 1

Topscorer Silkeborg-Voel: Lea Hansen 9

Udvisninger: Vendsyssel 1x2 minutter, Silkeborg-Voel 0x2 minutter

- Ressourcerne bliver selvfølgelig knappe for os, fordi truppen ikke er så bred, men det kan jeg heller ikke blive ved med at bruge som undskyldning, og det vil jeg heller. For nu skal vi altså snart have den sejr. Og så må vi også bare erkende, at der ikke er redninger nok i dag. Vi har fem redninger på 60 minutter, og det er altså ikke nok på det her niveau, siger han.

Vendsyssel Håndbold er stadig kun noteret for det ene point, som man fik mod Ajax-København tidligt i turneringen, og det begynder at gøre ondt.

- Man kan måske snakke om, at vi bliver bange for at vinde. Omvendt så kan jeg da se, at der er sket store forbedringer, for i de første kampe var vi - bortset fra Ajax-kampen - slet ikke med i opgørene, og nu har vi haft to kampe i træk, hvor vi har været med helt til slut og haft chancen for en sejr, siger han.

- Så vi bliver med at jagte de forbistrede point, og der er en ny kamp på lørdag, så der prøver vi igen, siger Kent Ballegaard.

Lørdag gælder det en udekamp mod Aarhus Håndbold, og det ligner på papiret igen et opgør, hvor holdet har en chance for point.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...