70-er serie: Carl Johan Andersen fortæller om især fra sin tid som kriminalassistent ved politiet i Frederikshavn

I forbindelse med købstadens jubilæum sidste år var der særlig et ord, der gik igen og igen i de mange skåltaler - nemlig stolthed.

Stolthed over at være frederikshavner, stolthed over det, som købstaden har udviklet sig til, og stolthed over at det er sket på trods - altså helt ved egen indsats.

Men meget af stoltheden ligger tilbage i det Frederikshavn, som buldrede afsted i 70’erne.

Kan det krasse frederikshavnske vid - og den selvforståelse, som ikke mindst 70’ene grundlagde i byens borgere, så bruges til et nyt løft af købstaden, her hvor vi står på tærsklen til 2020?

Det spørgsmål kan man måske finde svar på ved at se tilbage til 70’erne.

Og det gør Lokalavisen her over de næste uger

Vi har snakket med en række af de folk, der var unge i 70’erne - og som flyttede og skabte noget.

Læs med og bliv klogere på 70’erne.

Måske er der ideer at hente for fremtiden.

I dagens udgave, ser vi tilbage på Frederikshavn, som Carl Johan Andersen oplevede den især fra sin tid som kriminalassistent.

Carl Johan Andersen kom tilbage til Frederikshavn i 1974 efter at have været væk fra byen i 4 år under sin uddannelse hos politiet i København.

Det var ellers ikke normalt indenfor politiet, at man kom tilbage til den egn man kom fra. Men Carl Johan søgte ind til kriminalpolitiet og fik jobbet.

Mange kollegaer undrede sig dengang sig over, hvorfor han dog ville retur til Frederikshavn, men der var noget der trak i ham. Det var især naturen og havet.

Det var en god tid i politiet i 70’erne. Der var ikke så meget kriminalitet som i dag – og det hele var lidt nemmere. Man kendte de brodne kar i byen og vidste godt hvilken vej man skulle kigge. Det var en stor fordel med det store lokalkendskab man havde dengang – noget man heldigvis er ved at opprioritere i politiet igen.

Prinsernes barnepige

En af de sjove opgaver som Carl Johan husker tilbage på, er dengang da Dronning Margrethe og Prins Henrik besøgte byen med prinserne.

De skulle oprindeligt være ankommet til Hirtshals Havn med kongeskibet for at besøge Hirtshals Havn og Skagen Havn, men på grund af dårligt vejr måtte skibet sejle til flådestationen i stedet. Dronningen og prinsen kørte så i stedet med bil til Hirtshals, og Carl Johan blev udset til at passe godt på prinserne i Frederikshavn imens.

Dengang havde man ikke bodyguards og alt foregik afslappet – man havde ikke engang våben med. Pikkerbakken blev udset som udflugtsmål og der blev for prinserne både tid til at klatre i træer og spise slik ved ishuset, kun under opsyn af Carl Johan og en kollega.

Næste dag skulle dronningen besøge Skagen Havn og Carl Johan tog igen med, for at passe godt på de små prinser mens dronningen besøgte havnen. Hvad skulle de så finde på?. Carl Johan kendte den lokale leder af brandstationen, og prinserne havde aldrig set en brandbil. De var meget begejstrede for at se brandbilen, men ville også gerne prøve at sprøjte med vand. Det fik de lov til, hvis de fik hjælp da slangen rykkede kraftigt. Carl Johan hjalp kronprins Frederik men det viste sig at slangen var så hård at holde at den røg ud af kontrol og oversprøjtede den lokale presse. Nogle mente dengang at det var bevidst, hvad Carl Johan dog kan afvise.

Da de officielle besøg var slut skulle hele kongefamilien i bil til Gråsten Slot. Prinserne ville frygtelig gerne køre med en politibil derned og det blev selvfølgelig Carl Johan der igen fik opgaven.

Som en sjov afslutning på den historie blev Carl Johan efterfølgende kontaktet af hoffet. Prinsernes barnepige gik på pension og man mente at han havde haft et godt tag i drengene og tilbød ham derfor jobbet. Carl Johan takkede dog pænt ”nej tak”, da det var politiarbejdet han brændte for.

Smuglersager

Ellers var 70’erne i politiet præget af en del smugler-sager. Der blev smuglet finsprit til Norge via Danmark og der blev i stor stil indsmuglet alkohol og cigaretter til Danmark fra især Polen.

En speciel smuglersag var da en bornholmsk fisker fik en pakke hash i trawlen ved Læsø. Politiet blev kontaktet og den 15 kilo tunge hash overleveret på Læsø Havn. Senere dukkede der flere pakker op i farvandet, som mærkværdigvis alle vejede 20 kg. Der begyndte at indløbe rygter fra Læsø om at der var billig hash i omløb. Den bornholmske fiskeskipper blev anholdt på Bornholm og måtte med røde ører gå til bekendelse. Fristelsen havde været for stor og det måtte han betale stort for.

God tid ved politiet

Men det var gode tider ved politiet. Der var god tid til opgaverne og til kollegaerne. Ofte blev man hængende efter arbejde til en enkelt øl for at evaluere på en sag. Og havde man oplevet noget særligt oprivende i løbet af dagen, bearbejdede man det sammen med kollegaerne. Der blev brugt tid til hinanden så der var ikke brug for krisepsykologer. Man var ikke så stressede som i dag, hvor politiet har mange forskellige opgaver med alt for få ansatte.

Svenskerne som fyldte meget i bybilledet dengang, husker Carl Johan slet ikke som noget problem. De lagde gode penge i byen og der var nogen der blev lidt for fulde, men det blev nemt løst.

Det var gode tider for byen og værftsindustrien drønede derudaf. Carl Johan husker især det fantastiske samarbejde mellem borgmester Villy Christensen fra Socialdemokratiet og Knud Uggerhøj fra Venstre. De forstod at samarbejde over midten til byens bedste og det samarbejde har sat store præg på byen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...