FREDERIKSHAVN: Om ganske få år vil lejlighederne i Det Gamle Vesterport ikke være til at kende igen.

I hvert fald ikke når man tager dem i øjensyn indefra - for områdets sjæl forsvinder helt sikkert ikke med den store renovering, der venter forude.

Det ligger nemlig i planen, at den oprindelige arkitektur skal bevares.

Det Gamle Vesterport består af 538 lejligheder beliggende på Abildgårdsvej, Knudensvej, Rosborgvej, Stenbakkevej og Lindegårdsvej i Frederikshavn.

Boligerne er bygget fra 1946 til 1958, og nu er den helt store renovering kørt i stilling.

Facader, gavle, tag, badeværelse, vinduer, døre, køkken, altaner og en kraftig energirenovering er nogle af de moderne tiltalg, som beboerne har udsigt til.

Det vil være forskelligt, hvordan de enkelte lejligheder renoveres, for nogle af dem er løbende blevet istandsat.

Prisen - inklusive genhusning af beboerne - bliver på knap en halv milliard kroner, og pengene kommer hovedsagelig fra Landsbyggefonden.

Helhedsplanen for kvarterløftet er godkendt på afdelingsmøde i oktober, og nu har kommunens økonomiudvalg også nikket ja til aftalen, som blandt andet betyder, at godt 20 procent af lejlighederne ombygges, så de vil være lettere at bruge, hvis man er gangbesværet.

Det kaldes tilgængelighedslejligheder og de gennemgår en altomfattende renovering og får en spritny indretning.

I disse tider, hvor CO2-debatten er hyperaktuel, vægter man naturligvis også energimæssige renoveringer højt i løftet af afdelingens mange boliger.

Således vil der blive gennemført energireducerende arbejder for 75 millioner kroner og det betyder, at den gamle boligmasse, der er bygget lige efter krigen og hvor isoleringen mange steder alene består af halm, kan opgraderes til energimærke til B.

Ved beregning af huslejestigning foretages en differentiering således, at de lejligheder, der får den største øgede brugsværdi, skal bære den væsentligste del.

Konkret betyder det, at helhedsplanen, at huslejen vil stige med 12 kroner per kvadratmeter.

Derudover stiger huslejen i alle lejligheder med 21 kroner per kvadratmeter, som følge af energioptimeringen, men samtidig nedsættes aconto-varmen tilsvarende, så vinderen her er miljøet.

De lejligheder, der får nyt badeværelse, vil få en stigning i huslejen på 480 kroner månedlig og de lejligheder, der ombygges til tilgængelighedslejligheder, vil få en huslejestigning på 1000 kroner månedlig.

Landsbyggefonden har udarbejdet en finansieringsplan for helhedsplanen.

Vesterport oplyser, at renoveringen kan påbegyndes i foråret 2022, og at den forventes tilendebragt i slutningen af 2025.

Alle beboere får hjælp til genhusning, når renoveringen begynder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...