Forberedelserne til Special Olympics Idrætsfestival 2020 i Frederikshavn er godt i gang

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn er værtsby for Special Olympics Idrætsfestival 15.-17. maj 2020.

40 frivillige fra lokale idrætsforeninger og Parasport Danmarks Idrætsudvalg var i weekenden samlet til optaktsmøde i Frederikshavn.

Jørn Erik Simonsen, idrætskonsulent i Parasport Danmark, gav deltagerne en grundig introduktion til Special Olympics Idrætsfestival, der henvender sig til idrætsudøvere med udviklingshandicap som Downs Syndrom, autisme og ADHD.

Når de dyrker idræt, får de bedre forudsætninger for at klare hverdagen, de møder nye mennesker og får nye venskaber.

Idrætsfestivalens slogan er: Everbody’s a Winner, og målet er at dyrke sport med et smil sammen med andre.

Ambitionen er, at deltagerne skal have en fest, fra de kører ind i Frederikshavn fredag formiddag, til de kører hjem søndag eftermiddag:

- Det var fantastisk at mærke stemningen, da vi stod på stå på scenen i Helsingør og fik overrakt værtskabet. Vi elsker at have gæster, og vi vil gøre alt for at være gode værter, så alle føler sig godt tilpas.

- Frederikshavn Kommune var en af de første kommuner i Danmark, der fik et Handicapråd, for vi har den tilgang, at vi gerne vil være en rigtig god handicapkommune.

- Vi er også en aktiv idrætskommune, og vi har tradition for at afvikle store idrætsarrangementer, så jeg vil godt stå på mål for, at Special Olympics Idrætsfestival 2020 bliver en fest, som deltagerne aldrig glemmer, siger borgmester Birgit Hansen.

Ambitionen er at tiltrække et rekordstort antal deltagere fra Danmark og Nordeuropa til en idrætsfestival, der giver både deltagerne og de frivillige en oplevelse for livet.

I Frederikshavn betyder det, at hele byen involveres, og der er stor opbakning fra det lokale idrætsliv.

- Det var stort, da Frederikshavn blev kåret som værtsby for Special Olympics Idrætsfestival 2020 i Helsingør.

- Historien spredte sig hurtigt via pressen, og allerede i bussen på vej hjem fik jeg en opringning fra Kim Reese fra Frederikshavn Golfklub, der tilbød deres hjælp til alt, hvad de kunne bidrage med for at gøre Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn til en succes, fortæller Søren Vestergaard, lokal projektleder og idrætskoordinator i Frederikshavn Kommune.

Ambitionerne er høje og man forventer da også at slå deltager rekorden fra 2018.

Den gang deltog 951 i Special Olympics Idrætsfestival i Helsingør.

Frederikshavn har ambitioner om at tiltrække mindst 1.000 deltagere fra hele Nordeuropa.

Der sendes invitationer ud til alle, som deltog i 2018, og der er allerede tæt dialog med kontakter i Frederikshavn Kommunes venskabsbyer, Bremerhaven og Larvik, om at sende deltagere til idrætsfestivalen i Frederikshavn.

I Frederikshavn er der tradition for, at hele byen involverer sig i store idrætsevents som Cup No.1, Rødspætte Cup og VM i Håndbold.

Det styrker fællesskabsfølelsen, og det får gæsterne til at føle sig særligt velkomne.

Alle byens borgere kan være med til at give gæsterne en varm velkomst og gøre idrætsfestivalen synlig i hele byen.

En anden gevinst, man håber at høste gennem værtskabet, er at udbrede kendskabet til mulighederne for at dyrke idræt, så flere mennesker med udviklingshandicap får lyst og mod til at dyrke idræt.

På optaktsmødet fik repræsentanterne fra de forskellige idrætsgrene lejlighed til at drøfte alle de praktiske opgaver, som de har et fælles ansvar for at løfte.

Midt på dagen kørte de ud for at besigtige de forskellige idrætsfaciliteter – blandt andet Frederikshavn Rideklub, Sports Terminalen og Arena Nord, der bliver stævnecentrum.

Håndboldudvalget lagde også vejen forbi Palmestranden for at se på mulighederne for at spille Beach håndbold.

Gæsterne var generelt meget tilfredse med idrætsfaciliteterne og et centralt placeret stævnecentrum, hvor der er plads til at samle alle deltagere til de store ceremonier og til at lave sjove aktiviteter, når man har en pause i turneringen.

De fysiske faciliteter er vigtige og de menneskelige kapaciteter endnu vigtigere:

- Frederikshavn har nogle gode ambitioner og dedikerede mennesker. Man mærker et stort engagement fra alle sider, og her er noget ’drive’ bag tingene, som er grundlæggende for, at det bliver rigtig godt.

- Der har været nogle gode snakke på tværs af idrætterne i dag. Jeg tager fra Frederikshavn med en god følelse, og jeg er sikker på, at alle idrætsudøvere, hjælpere, trænere og officials får en fest, siger Jannie Thomadsen, Breddeudvalget i Parasport Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...