Værten for destinationscaféen, der arrangeres af Turisthus Nord, var denne gang Frederikshavn Havn

FREDERIKSHAVN: 25 deltagere var forleden mødt til destinationscafé hos Frederikshavn Havn.

Værten for destinationscaféen, der arrangeres af Turisthus Nord, var denne gang Frederikshavn Havn, hvor de morgenfriske deltagerne blev budt velkommen af turistdirektør René Zeeberg, der herefter gav ordet til udviklingschef for Turisthus Nord Anne-Grethe Kramme, der briefede om seneste nyt fra turisthuset.

Anne-Grethe kunne blandt andet fortælle, at rederierne er vigtige partnere for Turisthus Nord og for Frederikshavn. Derfor har Turisthus Nord også bakket op om kampagnen ”Golden Deals”, der skal imødekomme valutaudfordringerne på især det svenske marked, hvor 50 virksomheder fra hele kommunen er med. Desuden markedsfører Turisthus Nord løbende events i Frederikshavn blandt andet i samarbejde med rederierne.

Af andre indsatser blev der nævnt markedsføring og udvikling af nye løbe- og cykelruter i Frederikshavn. Frederikshavn Beerwalk er også blevet en god succes med 1000 solgte beerwalks i 2019 - det vil sige 6000 besøg fordelt på de forskellige udskænkningssteder.

I forbindelse med de nye lystfiskermuligheder og faciliteter på havnens nye mole har Turisthus Nord engageret en lystfisker til at kortlægge og beskrive kommunens muligheder for lystfiskeri. Her ser turistforeningen stort vækstpotentiale. Fremtidens Strande - er et nyt projekt, der skal munde ud i en masterplan for kommunens strande.

Anne-Grethe Kramme fortalte om Turisthus Nords tilfredshedsanalyse i Skagen, Frederikshavn og Sæby, der viste rigtig gode resultaterne for september måned.

På markedsførings området har der været en markant fremgang i aktiviteten på turistforeningens websider, og det skulle gerne smitte positivt af på antallet af turister i området. Turisthus Nord har produceret nye destinationsbilleder og videoer - og i denne forbindelse blev der vist 2 nye film fra Frederikshavn.

I år har man i regi af Toppen af Danmark samarbejdet med Hjørring Kommune været med i markedsføringskampagner på marked Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Hertil kommer en række pressebesøg i Frederikshavn - senest har norske Hjemmet været på besøg, og her udkommer rejseartiklen snart til 500.000 norske læsere.

Ved bordet rundt var deltagernes tilbagemeldinger generelt positive fra denne sommer. Scandic the Reef kunne fortælle om fremgang i antallet af gæster, og Handelschef Dan Kobberup kunne også melde om nogle gode handelsmåneder.

Dan Kobberup fortalte om seneste nyt fra Frederik handels- og virksomhedsforening, og kunne fortælle at juleudsmykningen tændes 15. november. Dan Kobberup fortalte også deltagerne om den omfattende gågaderenovering der starter næste år.

Havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen og Maritim Chef Jeppe Høgenhaug afsluttede mødet med, at fortælle om havnens aktuelle udbygning, samt om deres udviklingsplaner. Og der blev fremlagt flere spændende muligheder for, at koble turismeoplevelser til den nye mole.

Efter mødet var deltagerne inviteret med en tur rundt på det nye imponerende moleområde, hvorfra man har et flot udsyn både ud over vandet og ind til byen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...