Søndag eftermiddag, kunne man fra sin bil opleve både MGP koncert og standup show med Uffe Holm og Anders Nielsen. Det foregik på parkeringspladsen ved Arena Nord, og showet var arrangeret af kunstnerne i samarbejde med Enoch Show Production, som er produktionsselskabet bag bl.a. Flying Super Kids.

BLIV I BILEN konceptet har afholdt en lang række koncerter rundt om i landet. Der købes billet pr. bil og den må fyldes med op til fem personer. Når man er kørt ind på pladsen, må man ikke forlade bilen. Radioen tunes ind på den rigtige frekvens, og så får man lyden serveret direkte i bilens stereoanlæg på FM-båndet, præcis som man kender det fra en amerikansk film fra 50’erne. Enkelte biler bliver udstyret med mikrofoner for at levere feedback til kunsterne på scenen og ud til publikum - såkaldte grine-biler. Alle øvrige biler svarer med dyt og båt som applaus.

Og når man tænker på at alternativet kunne være, at man skulle stå frysende ude i det kolde og blæsende maj-vejr, så fungerede det egentligt meget godt. Og der var også mere end 100 biler der havde købt billet kl. 14.00 til showet med MGP stjernerne Johannes, Alma Sophie og Lisa&Xenia fra MGP2019.

Kl. 16.00 var der standup på programmet og her havde ca. 200 biler købt billet. Anders Nielsen indledte showet med hans finurlige fortællinger om især sit arbejde som tømrer. Efterfølgende kom programmets trækplaster Uffe Holm på scenen. På vanlig kæk, smålummer og fandenivoldsk vis, kom han omkring klimakrise, kundeservice, parforhold og selvfølgelig corona-krisen. Uffe Holm blev i øvrigt selv smittet med corona på en skiferie til Italien, og måtte derfor tilbringe 14 dage i isolation i et sommerhus i Himmerland, hvilket også gav stof til et par fortællinger.

- Vi er ikke selv involveret i arrangementet, ud over at stille parkeringsplads og strøm til rådighed, men vi synes det er fedt at der endelig sker noget, og vi vil gerne støtte kunstnerne, der har det hårdt i øjeblikket. Vi regner desværre ikke selv med at kunne gennemføre arrangementer før til september fortæller Per Malmberg fra Arena Nord.

Selvom det var en hyggelig eftermiddag sammen med familie eller venner, er det nok tvivlsomt om drive-in konceptet overlever, når først corona restriktionerne er ophævet. Men komfortabelt det er det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...