KOMMUNEN: Ved middagstid blev Nordjyllands Beredskab kaldt til brand i Jerup.

Beredskabet sendte straks køretøjer afsted fra Ålbæk, og det viste, at der var udbrudt brand i Jerup Bed and Breakfast - det der tidligere hed ”Den bette kro.

Det første melding lød på ild i tag og udluftning og da man ved ankomsten kunne se, at der var ild ovenud af taget blev der kaldt assistance fra stationerne i Frederikshavn og Sindal.

- Branden er startet i køkkenet - der er total udbrændt.

- Via udluftningen ved emhætten har ilden så bredt sig til etageadskillelsen, hvor der er hulrum, og til første sal, der er kraftigt beskadiget, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Bo Isaksen.

Da der var meldinger om, at der havde været overnattende gæster, blev der også sendt ambulance og paramediciner afsted til Jerup.

Men efter gennemsøgningen af bygningen og konstateringen af, at der ikke var tilskadekomne, blev ambulance og paramediciner afmeldt.

- Det første vi gør på stedet er, at sende røgdykkere ind, der undersøger huset, men vi kan heldigvis konstaterer, at ingen er i huset og ingen personer er kommet tilskade. Og så begynder selve slukningsarbejdet, siger Bo Isaksen.

Det var ejeren af Jerup Bed and Breakfast, selv, der anmeldte branden.

- Hvordan den er begyndt, er et arbejde for politiet at finde ud af, siger indsatslederen.

Brandvæsnet fra Aalbæk og Frederikshavn fik yderligere assistance af en tankvogn fra Sindal, så der var været 12 mand beskæftiget med at slukke branden.

- Vi er nu i gang med efterslukningen og sender folkene hjem, som de bliver færdige til, siger indsatslederen lidt efter klokken 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...