Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson er så klar til teaterkoncerterne ved Krudttårnet fra på torsdag

FREDERIKSHAVN: Lørdag rykkede de to hovedkræfter, der bærer teaterkoncerten Krigen om Vartegnet ind i Frederikshavn.

Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson henrykkede sidste år 3000 frederikshavnere i de teaterkoncerter, der blev til som led i Købstadsfejringen - og nu er de klar til at indtage den skrå scene ved Krudttårnet igen - i år i en opsætning, der indfanger Frederikshavns vilde 70’ere.

Der blev arbejdet intenst med den nykomponerede teaterkoncert gennem weekenden - prøver, der er en opfølgning på de forberedelser, kunstnerne allerede har lagt i projektet hjemme i København.

Og torsdag 22. august er de så klar til at indtage scenen ved premieren.

- Det var en kolossal positiv oplevelse sidste år - og derfor er det lidt som at træde ind i en gammel familie igen, siger Jimmy Jørgensen, da Lokalavisen møder ham lørdag.

Han understreger, at med et så godt musikforlæg, er det svært ikke at gribe chancen.

- Det spiller bare siger Jimmy Jørgensen.

- Og så er musikken og rollerne jo skrevet direkte til os - det sjældent man får den mulighed, siger Caspar Phillipson, som danner makkerpar med Jimmy Jørgensen på scenen akkurat som sidste år.

Teaterkoncerten sidste år lå først i slutningen af september - og her oplevede kunstnerne vejrligets luner under deres optræden.

- Vi har prøvet kræfter med stormen Knud, så vi har prøvet det meste, siger Jimmy Jørgensen.

De to sangere og skuespiller for som sidste år live musisk assistance af cellisten norske Live Johansson og guitaristen svenske Merje Kägu - naturligvis valgt fordi de er de bedste, men også som et symbol på Frederikshavns tætte forbindelser til netop Sverige og Norge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...