Frederikshavn Kommune sætter fokus på de yngste

FREDERIKSHAVN: De yngste borgere i Frederikshavn kommune - i vuggestuer og børnehaver - skal lære at bruge teknologi.

Derfor har Frederikshavn Kommune afsat knap to millioner kroner til digitalisering i kommunens dagsinstitutioner.

- Teknologi fylder allerede meget i vores hverdag. Og når vores mindste borgere når folkeskolealderen, har det uden tvivl udviklet sig yderligere. For slet ikke at tale om det behov for teknologisk forståelse, de kan forventes at skulle have, når de en dag træder ind på arbejdsmarkedet. Den fremtid har vi som kommune pligt til at ruste dem til, siger centerchef i Frederikshavn Kommune, Vibeke Post Madsen.

Der afsættes penge til digitalt udstyr såsom projektorer, digitale mikroskoper og integrerede lydanlæg til institutionerne, og der afsættes penge til undervisningskufferter med IPads, smartphones, kodningsrobotter og andet udstyr til digital læring.

- Men det digitale udstyr må aldrig stå alene. Det er ikke udstyret, der er det vigtige. Det væsentlige er, at teknologien understøtter børnenes udvikling og dannelse, siger Vibeke Post Madsen.

Det digitale udstyr skal bruges til for eksempel at skabe lyden fra en jungle samtidig med, at man ser på junglens dyr på væggene, og børnene prøver at efterligne deres bevægelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...