Det er mandag aften, klokken er 18.00 og det er lukketid i Intersport. De sidste gadevarer køres ind. Men butikken er fyldt med mennesker – dog ikke af kunder, men af glade løbere klar til den ugentlige løbetur i Intersport Runners 9900. Kasper Kristensen, som er indehaver af Intersport, byder velkommen og giver instrukser til de fremmødte løbere.

Efter i flere år at have tænkt over muligheden for at lave en løbeklub tilknyttet Intersport, startede Kasper Kristensen sammen med sine medarbejdere løbeklubben på Facebook for 1 ½ år siden.

I starten blev der løbet hver onsdag og der kom ca. 20 løbere hver gang. Det viste sig dog at onsdag for mange var en travl aften, hvor der tit var andre arrangementer der kom i vejen.

Det blev ændret til mandag aften og siden er antallet af løbere kun gået frem for hver uge. I juli måned rundede antallet af deltagere på mandagsturen 50 løbere og gående.

Plads til alle

Det overordnede koncept i løbeklubben er at der skal være plads til alle – uanset alder og fysisk form. Der løbes 3, 5 og 7 kilometer og senest er det også blevet muligt at deltage som gående. Det er faste ruter der løbes hver gang – kun med variation mellem sommer og vinter. Der løbes hele året i al slags vejr – og det er gratis at deltage.

De ugentlige ture krydres også med sociale arrangementer som leverandøraftener i butikken eller på løbebanen samt deltagelse i løb som f.eks. Royal Run eller Kildeløbet.

- Det er utroligt motiverende for os i butikken, at vi oplever stor glæde og motivation hos løberne. Personalet i butikken løber med hver gang for at hjælpe undervejs men også flere af de mere rutinerede løbere, deler ud af deres erfaring på turene, og det giver et fantastisk godt sammenhold fortæller Kasper Kristensen.

Det er det gode sammenhold og løbeglæden der går igen, når man taler med løberne.

- Jeg er ikke god til at løbe alene – det er kedeligt og jeg bliver let lidt doven. Jeg løb sammen med et par veninder, men turene blev tit aflyst p.g.a andre arrangementer. Her er der altid nogen at løbe sammen med og nu løber veninderne også med her i klubben når de kan fortæller Dorthe Brassøe, som har været med fra starten af.

Der er et fantastisk godt sammenhold og humør og det motiverer. Selvom vejret ikke er det bedste vil man ikke gå glip af samværet fortæller Anne Mortensen, Line Mette Laursen og Line Guldberg Jensen, som gerne løber sammen på turene og sætter pris på det uforpligtende fællesskab.

Janni Lundby Andersen er en af de mere rutinerede løbere, som bruger mandag aften i løbeklubben som en hyggetur i et ellers krævende løbeprogram resten af ugen, hvor hun løber både hurtigere og længere. Samværet og hyggen på mandagsturen giver mig energi til de længere ture og jeg går glad hjem hver gang fortæller hun.

Faktisk løber Janni så langt, at hun blev den løber der samlet løb længst på en måned i en Adidas Challenge-konkurrence blandt Intersport forretninger i Europa fortæller en stolt Kasper Kristensen.

- Man bliver utrolig glad af at se hvor langt nogen løbere kan flytte sig. Vi har oplevet løbere som uden tidligere at have løbet, kunne træne sig op til at deltage i et 5 eller 10 kilometers løb efter 2 måneders træning slutter Kasper Kristensen inden han også løber ud på ruten sammen med de andre løbere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...