Hvad og hvem er en “frederikshavner” i dag: Siden arbejdet med skabelsen af teaterkoncerten HISTORIEN om KØBSTADEN, der havde premiere i 2018 under Købstadsjubilæet, har spørgsmålet meldt sig igen og igen hos Jan Michael Madsen

FREDERIKSHAVN: I forbindelse med købstadens jubilæum sidste år var der særlig et ord, der gik igen og igen i de mange skåltaler - nemlig stolthed.

Stolthed over at være frederikshavner, stolthed over det, som købstaden har udviklet sig til, og stolthed over at det er sket på trods - altså helt ved egen indsats.

Men meget af stoltheden ligger tilbage i det Frederikshavn, som buldrede afsted i 70’erne.

Kan det krasse frederikshavnske vid - og den selvforståelse, som ikke mindst 70’ene grundlagde i byens borgere, så bruges til et nyt løft af købstaden, her hvor vi står på tærsklen til 2020?

Det spørgsmål kan man måske finde svar på ved at se tilbage til 70’erne.

Og det gør Lokalavisen her over de næste mange uger

Vi har snakket med en række af de folk, der var unge i 70’erne - og som flyttede og skabte noget.

Læs med og bliv klogere på 70’erne.

Måske er der ideer at hente for fremtiden.

I dagens udgave, ser vi tilbage på - Historien om Købstaden - sidste års teaterkoncert om Fredreikshavn skabt på pladsen ved krudttårnet.

Der blev taget varmt mod den forestilling af 3.000 frederikshavnere og gæster udefra, og den blev et markant omdrejningspunkt i købstadsjubilæet, med fantastisk nyskrevet musik, sang og iscenesættelse, som var gennemsyret af kærlighed til byen og vores historie.

- Publikums reaktioner overraskede os helt vildt positivt og det tydeliggjorde for mig, at vi frederikshavnere meget gerne vil se og opleve vores egen tid og vores egen egns lokale fortællinger og historier i nye moderne og professionelle iscenesættelser, fortæller idémanden bag sidste års nye satsning ved Krudttårnet - Jan Michael Madsen.

Og nu kommer opfølgeren KRIGEN om VARTEGNET.

Den er et vink med en vognstang til alle, der elsker Frederikshavn, om at vi skal genfinde det drive, der tidligere ledte os frem i verden - helt uden tanke på om vingerne nu kunne bære. For det var vi sikre på de kunne.

- Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt skåltaler om et Frederikshavn, der selv må “tage fat”. Det er en slags overlevering af en lokal traditionel historie om, at Frederikshavn altid har måttet klare sig selv. Der har aldrig været hjælp at hente hos magthaverne, så hvis der skulle ske udvikling, så måtte man trodse forhindringer og alverdens modstand, og selv finde en vej for Frederikshavn. Når man beder om eksempler, så bliver de fundet i 60’erne og de brølende 70’ere.

Så måske skal vi lige kigge lidt i historien, siger Jan Michael Madsen. For er der stadigt sammen vildskab og power i os i dag, og hvor kommer denne lille historie om vores selvforståelse mon fra, hvem satte den i verden? Kan de der sidder i toppen af træet i dag, overhovedet se, de lavthængende frugter på grenen længere nede?

De spørgsmål har Jan Michael Madsen forsøgt at finde svar på, og det kommer der nu en storslået musikalsk forestilling ud af, forhåbentligt den første af i alt tre.

Titlen på den første er KRIGEN om VARTEGNET og her bydes alle interesserede på en rejse, der begynder hos “frederikshavnerne” i 70´erne.

Rigtigt mange af 70´ernes unge voksne frederikshavnere, er heldigvis stadigt iblandt os og kan sanse, mærke, høre, huske og fortælle, - om det gamle Frederikshavn. Hvor mange går stadigt med fiskeriets, eller havnearbejderens daglige slid i blodårerne. Hvem kan stadigt mærke det sitre i kroppen, når FfIs fodbolds storhedstid, fanger tankerne. Og hvem kan stadigt huske, de mange store gamle markante og identitetsformidlende bygninger, som stod i “det gamle Frederikshavn”? Kort sagt, hvem kan huske Frederikshavn, før alting blev forandret op igennem 70´erne, lyder optakten fra Jan Michael Madsen.

Han mener at vi har nået et tidspunkt i Frederikshavns seneste forandringsperiode, hvor vi har brug for at skrue op for nostalgiens kraft og sætte fuld blæs på en velovervejet og vigtig fejring af os selv. Ikke fordi vi længes efter fortiden, men fordi fortiden byder på en energi givende følelse, når vi genser, når vi husker, når vi mindes, så bliver vi stolte. Men når jeg tager fremtidsbrillerne på, mener jeg faktisk også at det er fuldstændigt nødvendigt at gøre en indsats for at lave dette tilbageblik nu.

Det er vigtigt at få Frederikshavns nyere fortællinger og historier, med over og ind i de kommende generationer, som i den grad vil få brug for at kunne pege på pejlepunkter, i den by deres forældre og bedsteforældre lever og har levet i, for en dag bliver det måske deres tur til at at kæmpe for den. Derfor opfordrer jeg alle frederikshavnere, unge og gamle, til at tage hinanden under armen, og få en fantastisk fælles oplevelse i det store teatertelt til august ved Krudttårnet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...