Festlige juletoner med Doc Houlind og hans band

FREDERIKSHAVN: Det tidligere så traditionsrige julejazz i Møllehuset , som altid blev afholdt 2. juledag, har holdt en længere pause, men vender nu stærkt tilbage i en moderne nyfortolkning.

Lørdag 28. december slår Møllehuset igen dørene op til Julejazz. Der er lagt op til en hyggelig aften med mulighed for lækker jule-tapas, hvis man har lyst til at spise først, og ellers vil der være lækre drinks i baren, når Doc Houlinds New Orleans Style Jazz Band indtager scenen fra kl. 20-24.00.

Søren Houlind har spillet i Papa Bue´s orkester og denne aften vil blive præget af New Orleans Jazz af højeste Europæiske klasse, krydret med det bedste fra Louis Armstrong og Papa Bues repertoire.

Doc Houlinds New Orleans Style Jazz Band er netop hjemkommet fra en lang Englands-turné og de er i storform og fyldt med spillehumør, når de indtager Møllehuset. Orkesteret består denne aften Jørgen Munksgaard Nielsen på cornet, Jesper Carion Larsen på klarinet, Lis Krøyer på piano: Ebbe Kjærsgaard Hansen på bas samt Doc Houlind på trommer og vokal.

Billetter kan købes i Møllehuset og der er yderligere info på mollehuset.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...