Nogen gange kan livet hurtigt forandre sig. Caroline var netop startet i sit nye job som ernæringsassistent på et børnehjem i Nørresundby, da hendes far ringede, for at spørge om hun havde set, at Anne-Mad havde valgt at lukke forretningen.

-Vi havde snakket lidt om derhjemme, at jeg måske kunne arbejde for Ann-Mad, da vi vidste at Anne ikke var så godt gående. Men så fik jeg det andet job i Nørresundby og så var det ikke aktuelt.

- Så kom coronaen, som gjorde at Anne og Bjarne traf deres pludselige beslutning, og så var chancen der pludselig. Jeg sov lidt på det og kunne mærke, at jeg havde en god fornemmelse i maven. Det var ikke en chance man fik igen, og så kontaktede vi Anne og Bjarne og det hele faldt på plads fortæller en glad Caroline.

Caroline er uddannet som ernæringsassistent, og har siden uddannet sig til procesteknolog med speciale i fødevareteknologi. Interessen for at lave mad, er blevet vakt i forløbet og hun kan mærke at det er madlavning hun brænder for. Arbejdet som procesteknolog og kvalitetstekniker er for meget et kontorarbejde til hendes temperament.

Anne-Mad blev startet af Anne og Bjarne Christensen i 1990 og de har igennem årene leveret mad til utallige fester i hele Vendsyssel. Det har altid været klassisk, god og veltillavet mad.

- Jeg kommer ikke til at røre væsentligt ved det populære menukort, men vil selvfølgelig tilføje lidt nye retter. Det klassiske festmad skal der fortsat være plads til, og selvfølgelig også det kendte kagebord. Men der vil blive lidt færre retter, og så vil de blive udskiftet over året, så retterne er tilpasset årstiden.

- Der vil være mest pres på i køkkenet op mod weekenden, men der skal også gøres rent og laves administrativt arbejde, så jeg tror bestemt ikke jeg kommer til at kede mig. Min familie og venner har dog lovet at de nok skal hjælpe til fortæller Caroline, der endnu ikke helt har den nøjagtige dato for åbningen på plads.

Anne og Bjarne er utrolig glade for deres beslutning, og for at sælge til Caroline.

- Jeg er virkelig lettet over at vi ikke skal herned længere. Det er slet ikke vemodigt. Jeg var så dårlig gående til sidst, at jeg bare sad for bordenden og dirigerede tropperne. Nu kan jeg få tid til genoptræning og så forhåbentlig finde et job, med færre timer der passer til mit helbred.

- Da vi lukkede butikken, havde vi slet ikke tænkt på hvordan vi kom videre. Vi traf bare beslutningen. Coronaen medførte et hav af aflysninger, og det tog den sidste energi ud af os. Nu er vi glade for at få solgt til Caroline og se at forretningen fortsætter fortæller Anne.

Bjarne har fået nyt job som kok i Blokhus på Futten, og det er han virkelig glad for.

- Det er noget helt andet end her i Anne-Mad. Køkkenet er meget mindre, men det er sjovt at prøve noget nyt, og jeg har fået en helt perfekt arbejdsplan, med arbejde 8-16 fire dage i ugen og lidt blandede weekendvagter fortæller Bjarne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...