Nu går det løs med et nyt korværk skabt af Kullberg

FREDERIKSHAVN: Onsdag den 9. januar tages der igen fat på korøvningen i Frederikshavn Bykor.

Bykoret indleder i denne sæson et samarbejde med Skørpingkoret og har som fælles projekt en opførelse af korværket ”I det fri” med tekst af Kaj Munk og sat i musik af Erling Kullberg.

”I det fri” fra 1941 består af 12 sange, en til hver måned, og de skildrer årstidernes skiften, men som allerede titlen ”I det fri” antyder, er teksterne til denne korcyklus flertydige.

Med sit iørefaldende og muntre tonesprog forstår Erling Kullberg at ramme og understrege de enkelte digtes stemning og karakter, så der opstår en fin harmoni mellem tekst og musik.

Derfor denne opfordring til alle, der har lyst til at synge i kor, om at møde op onsdag den 9. januar kl. 19 i Bykorets øvelokale i Abildgård kirke og deltage i indstuderingen af ovennævnte korcyklus.

Korøvningen ledes med sikker hånd af organist ved Abildgård kirke Søren Rasmussen, og koristerne i Bykoret har erfaring for en kompetent og munter korledelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...