Byggeprojekt i Strandby skabes med afsæt i materialer leveret af Cantona System i Sæby

STRANDBY: Cantona System A/S i Sæby er en af de virksomheder, der guider byggelystne danskere hen mod fremtiden bæredygtige uorganiske lavenergihuse.

I december rykkede Cantona System A/S ind på Aalborgvej 93 i Sæby, hvor man har fået plads til alt under et tag - nemlig produktion, showroom, udvikling og administration.

- Vi udvikler og sælger byggematerialer til forhandlere og det professionelle segment, og har specialiseret os i at sammensætte og udvikle byggematerialer med fokus på systemløsninger i et konkurrencepræget marked, fortæller Morten W. Stausgaard der er indehaver af Cantona System A/S.

Der stilles i dag større energikrav til vores boliger, derfor bliver lavenergihuse fremtidens huse.

Sammenlignet med et almindeligt enfamiliehus, anvender et lavenergihus betydeligt mindre energi til opvarmning.

- Vores byggesystem har en unik isolering der betyder at tykkelsen på væggene er mindre. Det giver bedre udnyttelse af arealet. Faktisk så betyder det at du får 9 procent mere beboelse, når du sammenligner med et traditionelt typehus, siger Morten W. Stausgaard .

Han har været en del af byggebranchen i flere end 20 år, og har selv udviklet de nye materialer og sat dem i produktion.

- Vores byggesystem opfylder energikravene til bygningsklasse 2020, for lavenergihuse, og opfylder også kravene til den europæiske klassifikation REI60 for brandhæmmende bærende vægge.

Cantona System har også udviklet et facaderenoveringssystem til eksisterende bygninger, der tager højde for de udfordringer med fugt og statisk stabilisering af eksisterende ydermure, og samtidig er hurtigt at monterer uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Lige nu kan man se et igangværende byggeri på Strandvej i Strandby, hvor der anvendes byggematerialer fra Cantona System til et lejlighedskompleks med 18 boliger i to etager.

I Aarhus og i Mariager bygges der løs med elementer fra Sæby.

- Vi har forhandlere og konsulenter i Grønland, hvor der produceres byggesystem til møbelbutik og lejligheder og på Færøerne er vi i gang med energirenovering af facader, fortæller Morten Stausgaard, der lige nu er i gang med at etablere et

700 kvadratmeter stort showroom på Aalborgvej.

- Det er vigtigt for os, at vise vores produkter i størrelsesforhold 1:1, så kunderne og arkitekterne kan få et indtryk, af det virkelige byggeri, siger Morten W. Stausgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...