Karl Ehlern: Vi kan lære af dem, der banede vejen og gjorde en forskel i 60’erne og 70’erne, og tage fat

FREDERIKSHAVN: I forbindelse med købstadens jubilæum sidste år var der særlig et ord, der gik igen og igen i de mange skåltaler - nemlig stolthed.

Stolthed over at være frederikshavner, stolthed over det, som købstaden har udviklet sig til, og stolthed over at det er sket på trods - altså helt ved egen indsats.

Men meget af stoltheden ligger tilbage i det Frederikshavn, som buldrede afsted i 70’erne.

Kan det krasse frederikshavnske vid - og den selvforståelse, som ikke mindst 70’ene grundlagde i byens borgere, så bruges til et nyt løft af købstaden, her hvor vi står på tærsklen til 2020?

Det spørgsmål kan man måske finde svar på ved at se tilbage til 70’erne.

Og det gør Lokalavisen her over de næste mange uger

Vi har snakket med en række af de folk, der var unge i 70’erne - og som flyttede og skabte noget.

Læs med og bliv klogere på 70’erne.

Måske er der ideer at hente for fremtiden.

I dagens udgave, ser vi tilbage på det Frederikshavn, som Karl Ehlern, tidligere direktør for A/S Trigon, kom tilbage til efter endt militærtjeneste i 1961, og som han som entreprenør var med til at sætte kurs og fart på med store projekter op gennem 60’erne og 70’erne.

Egentlig havde Karl Ehlern sagt ja til at begynde sit arbejdsliv efter militærtiden med byggeriet af lufthavnen i København – men i stedet blev det Frederikshavn, hvor hans første opgave for Trigon var at få sat værkstedsbygninger op på den endnu ikke indviede Flådestation.

Men den største opgave i sluttresserne og begyndelse af 70’erne var etableringen af E45 fra Bangsbostrand til havnen.

Den nye vej blev en slags barriere mellem den by og den kyst, der ellers gennem århundreder havde været uadskillelige – men set i bagklogskabens ulidelige klare skær, så var det alligevel den rigtige beslutning, selv om mange af borgerskabet store støtter mistede deres direkte adgang til havet.

Det var Jens Risgaard Knudsen, der sørgede for, at vi fik vejen formentligt for at sikre, at en senere motorvej ville blive ført lige til færgehavnen Frederikshavn.

Og han sikrede, at vejføringen på finansloven, så staten betalte gildet.

Men det var en udfordring at lave vejen. Der var hensynet til vandstanden, så som entreprenøropgaven betragter Karl Ehlern den som noget af det største, vigtigste og mest nødvendige, han har gennemført.

Det gav nemlig en super tilgang til flådestation og havn – og det er jo herfra 50 procent af den frederikshavnske indtjening kommer.

Nu var det ikke kun haverne ned til E45, der blev skåret af – det samme skete for haverne i forhold til den nye linjeføring af banelegemet, som førte frem til den eksisterende banegård og lidt længere mod syd havnebanegården.

Det projekt førte en opdæmning med sig – Fiskerklyngen mistede havet, men i 70’ernes Frederikshavn betød det mindre.

Fremskridt kom før sikring af historiske værdier – og indrømmet i en lukket kreds, vejede Fiskerklyngen ikke specielt tungt på de fremskridtsvenlige politikernes vægt.

Og måske ville daværende byrådsmedlem H.O. Laages synspunkt om at banen skulle have været placeret ved Knivholt, have vundet gehør i dag.

I hvert fald må man acceptere, at projektplanen var så mange år undervejs, at underlaget fro havnebanegården var overhalet inden om, og derfor kunne man lige så godt have valgt Knivholt.

Men opfyldningen var nu nok sket alligevel, for havnen skulle jo udvikles, som vi stadig ser.

I forbindelse med lytningen af banegården kom Trigon i aktion igen – i hvert fald i forhold til byens vartegn.

Værftet havde vel over en kort årrække på det nærmeste fordoblet antallet af ansatte. Der skulle udvides med en ny dok og man manglede plads.

Det gamle Krudttårn helt fra Tordenskiolds tid var efterhånden blevet en integreret del af værftet, men det lå altså i vejen for den nye dok.

Og i en by, hvor fremskridtet vejer tungt, så endte sagen med at det gamle tårn skulle flyttes i et stykke.

Ikke noget med at pille det ned sten for sten for at genopbygge det. Nej det skulle flyttes på en gang.

Kampsax A/S var rådgivende ingeniører på opgaven, men det var Trigon, der blev sat til at udføre den.

Og der var pres på for Monberg og Thorsen gravede næsten den nye dok hurtigere ud end Krudttårnet blev understøbt og forankret med jerndragere en masse fra tagtop til bund.

En 2. juledags storm rev en spunsvæg op i den nye dok og vandet strømmede ind, og da Monberg og Thorsen var lige i enden på krudttårn kom vandet helt derop og tårnet satte sig.

Efter næste et års arbejde var det rejst på ret køl og Frederikshavn slap med skrækken forn at blive kendt for det skæve tårn ligesom Pisa.

Flytningen af tårnet var uden sidestykke den største ingeniøropgave Karl Ehlern nogensinde har været på – og han glæder sig over at byens vartegn i dag står så flot og pryder byen, som en synliggørelse af Frederikshavns strategiske placering ved Danmarks vandveje.

Det var vi i sandhed stolte af, da Dronningen genindviede det i midten af august 1976.

Det stod smukt omkranset af den frodigste grønne klædedragt omkring tårnet.

Det var karse, som kommunens dygtige gartner Jørgen Overgaard havde sået i al hast, så det hele kunne tages sig godt ud, når regenten kom på visit.

Siden er udviklingen gået i centraliseringsmode.

Mange institutioner har forladt Frederikshavn og takket være de en fabelagtig infrastruktur, som Karl Ehlern selv har været med til at berede, så flytter mange gerne job til Frederikshavn men beholder pælen i Aalborg.

Og spørger man Karl Ehlern om hvad der skal til for at genskabe troen på fremtiden og viljen til at realisere troen, så er svaret entydigt.

Der skal nogle flere menneskelige fyrtårne, som brænder for Frederikshavn – og det skal være på alle niveauer.

Det kræver tilflytning og det fordrer et opgør mod det at virke i et samfund go bo i et andet.

Bopælspligt kunne være et middel.

For når man tænker på, hvad det giver samfundet, når folk flytter til, kan det kun gå for langsomt.

Vi oplevede det med flådestationens indvielse i 1963.

I kølvandet på den er der kommet rigtig mange udefra til Frederikshavn, som har integreret sig i vort samfund gennem ikke mindst bestyrelsesarbejde i vore mange foreninger.

Og så skal alle de, som faktisk kan gøre en forskel og løfte byen, tage fat og gå i gang, lyder meldingen fra et bysbarn, der så gerne ser stoltheden genskabt i en by i vækst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...