Kom til reception 13. juni i Søndergade

Har man været til konkurrence med heste, hunde eller til dyreudstilling, har man på et tidspunkt fået en roset. Det fik Betina Larsen også når hun udstillede sine marsvin til konkurrencer rundt om i landet. Men hun var ikke specielt imponeret af kvaliteten, og tænkte at det kunne gøres bedre. Og sådan startede virksomheden BR Roset tilbage i 2013.

I starten som hobbyforretning, blev der produceret på hjemmeadressen i Sønderjyllands kvarteret, men pludselig var der produktion i alle husets rum. Betina valgte derfor i 2015 at stoppe sit arbejde som freelance bogholder, for at gå fuldtid ind i roset-produktion, og familien flyttede til et landsted med mere plads.

Det lykkedes at finde den helt rigtige producent af båndmateriale i Østen, som kunne levere i høj kvalitet, i mange forskellige farver og til fornuftige priser. ”Vi er ikke de billigste, men vi vil hellere levere en god kvalitet, og det vil folk også gerne betale lidt ekstra for” fortæller Betina Larsen.

Nu er virksomheden også vokset ud af landejendommen, og har valgt at flytte i nye lokaler på hjørnet af Søndergade og Kalkværksvej.

- Vi fik behov for et showroom, så vi kunne invitere kunderne på besøg. Det fungerede ikke helt i hjemmet, og så er det også dejligt at få produktionen væk hjemmefra. Så har man mere fri når man er hjemme. Vi åbner kun butikken for kunder hver onsdag, og ellers skal man ringe og lave en aftale.

- Vores nye webshop er netop lanceret. Her er det muligt at kreere sin helt egen roset blandt masser af forskellige båndfarver og materialer. Det har været en lang proces og en dyr investering at få webshoppen op at køre, men nu har vi som de første fået et værktøj der giver kunden mulighed for at designe sin egen roset fortæller Betina.

BR Roset har i alt syv medarbejdere tilknyttet produktionen. De fleste er timearbejdere som kaldes ind efter behov, men samlet svarer det til 2 1/2 fuldtidsstilling. Rosetterne produceres ved håndkraft og man laver også selv badges og båndtryk.

- Som noget nyt sælger vi nu også pokaler og medaljer. Mange af vores rosetkunder har også brug for pokaler, så det var helt oplagt at tage det med i sortimentet.

- Jeg kan ikke holde den samme timepris som da jeg var bogholder, men det gør ikke noget, for jeg synes mit arbejde er utrolig sjovt og spændende hver dag fortæller Betina Larsen.

Der holdes reception i de nye lokaler i Søndergade, lørdag den 13. juni fra kl. 10 - 14.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...