Brede smil og højt humør, da Burger King Frederikshavn holdt reception på Nytorv forud for åbningen tirsdag formiddag

FREDERIKSHAVN: Tirsdag klokken 10 sker det så: Burger King Frederikshavn slår dørene op på Nytorv.

Det bliver Burger King’s 50. restaurant i Danmark, oplyste Burger King’s skandinaviske chef, Rune Sandvik, der havde taget turen fra Norge for at være med til receptionen mandag eftermiddag.

Franchisetager Morten P. Madsen strålede om kap med sommersolen og de mange gæster, der var mødt op for at ønske til lykke - og personalet stod klar til at servere de første smagsprøver fra "Kongens menukort".

Morten Madsen har ansat 33 unge på restauranten men antydede, at der sandsynligvis bliver brug for endnu flere ansatte.

Borgmester Birgit Hansen, der havde afbrudt sin ferie for at gå på burgerbar, glædede sig over fastfood-gigantens indtog i Frederikshavn. Og takkede bygherren Brian Severinsen for initiativet til Danmarks første burgerbar med havudsigt.

- Beliggenheden er perfekt, og hele hjørnet omkring Nytorv har fået et kæmpe kvalitetsløft. Jeg glæder mig på Danmarksgade Nords vegne og bliver stolt, hver gang nogen investerer hos os. Det giver aktivitet, liv og optimisme i Danmarks sjettestørste turistkommune, sagde Birgit Hansen. Der ikke var bleg for at indrømme, at hun elsker "en whopper", Burger Kings berømte burger.

- Vi er så glade for at I har valgt at slå jer ned her i byen, og at I også satser på toppen af Danmark. I har haft travlt. I har revet ned, bygget nyt, anlagt vej op parkeringspladser, og det er det hele værd. Nytorv og hovedvejen mod skagen har fået et løft. Nu har vi sammen med FREDERIK en opgave med at videreudvikle Danmarksgade Nord, sagde borgmesteren, der elsker at klippe snore og indvi butikker og restauranter.

- Der skal være noget for enhver smag, både for os, der bor her, og for de mange gæster, der kommer og besøger os. Vi har omkring fem millioner besøgende i Danmarks sjettestørste turistkommune, og vi vil så gerne være gode værter, lød det fra Birgit Hansen, inden hun klippede den røde snor og de forsamlede gik om bord i whoppere fra Burger King - ad libitum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...