Kan ikke gennemføres under de nuværende restriktioner - men vi er tilbage i november 2021, siger Peter Astrup fra Blues Heaven

KOMMUNEN: Blues Heaven festivalen 2020 aflyses.

Weekenden 6. - 7. november skulle ellers have været et brag af et 15. års jubilæum for Danmarks største og multi prisvindende blues/soul festival Blues Heaven i Arena Nord, Frederikshavn.

Festivalen har tidligere år været en magnet for blues-elskere fra mange lande - de fleste år med publikum fra op mod 17 lande og hotellerne i det nordjyske melder udsolgt mange måneder før.

Blues Heaven og Arena Nord tager naturligvis regeringens og myndighedernes fortsatte forbud mod

store arrangementer alvorligt og aflyser derfor årets festival.

- Festivalen i år ville have været et anderledes arrangement end det oprindeligt planlagte.

- Det stod klart i løbet af sommeren, at det ikke var muligt at præsentere de 15 amerikanske bands, der var booket.

- I stedet var der hasteindkaldt 11 udvalgte prisvindende bands fra 10 forskellige lande i Europa, fortæller arrangør Peter Astrup, fra Blues Heaven.

Normalt på Blues Heaven er der 1.500 gæster pr. dag.

Tidligere år har der været tre scener, men pga. Covid-19 skulle festivalen afvikles fra én scene, som et siddende arrangement med 500 gæster.

Dette kan ikke lade sig gøre på grund af de yderligere stramninger med lukketider kl. 22.

- Desuden kan musikere og publikummer fra flere lande ikke komme til Danmark uden at skulle i karantæne, siger Peter Astrup.

Alle billetter kan overføres til Blues Heaven 2021 – eller de kan doneres til sikring af festivalens fremtid, hvilket vil være en uvurderlig støtte, – eller få dem refunderet, understreger arrangøren.

Arena Nord vil kontakte alle billetkøbere.

Festivalen er for mange musikelskere årets musikalske højdepunkt.

Blues Heaven er en anerkendt festival, der i 2018 blev kåret som ” Best International Festival of the Year” af det franske onlinemagasin Zicazic og i januar 2019 udnævnt som ”2nd Best Festival in the World” af det polske tidsskrift Twój Blues. Blues Heaven’s arrangør Peter Astrup modtog i 2018 den nyoprettede pris ”Årets Hoochie Coochie Man” under Danish Music Award.

I januar modtog Peter Astrup årets pris ”Keeping the Blues Alive” i Memphis.

Denne pris er den ypperste, der kan opnås af en ikke musiker, og er kun tre gange tidligere tildelt en person udenfor USA.

- På vegne af vores organisation vil jeg gerne sige stor tak for den opbakning, vi har mødt siden udmeldingen. En særlig tak til vores trofaste gæster, der på forhånd har købt billetter til årets festival. Kærligheden som er opbygget til festivalen igennem mange år er meget mærkbar lige nu, hvor det betyder utroligt meget for os, siger Peter Astrup.

Festivalen vender stærkt tilbage med Blues Heaven 2021, der afholdes i dagene 12.-13. november og

salget af early-bird weekend og weekend VIP billetter er allerede i gang.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...