Tirsdag den 30. juli kl. 19.30 afholdes Frederikshavn Kirkes anden koncert under årets Vendsyssel Festival. Det bliver denne gang den sjællandske blokfløjtekvartet In Consort, der leverer musikken.

Hvis nogen skulle have den opfattelse, at kvartetspil for blokfløjte kun dyrkes af børn, vil man på tirdag kunne opdage at In Consort løfter genren til helt nye højder.

In consort er et engelsk udtryk for at følges ad. Og det har de fire musikere i ensemblet In Consort gjort i adskillige år nu. De fire, Gertie Johnsson, Pernille Ebert Spisky, Pernille Petersen og Dorte Lester Nauta, hører alle til kredsen af Danmarks førende blokfløjtespillere. De er alle uddannet på Det kgl. Danske musikkonservatorier og på konservatorier og universiteter i udlandet.

Kvartetten spiller først og fremmest musik fra renæssancen og barokken men krydre gerne deres programmer med musik fra vores egen tid, hvilket kommer til udtryk i dels et værk af en af kvartettens egne medlemmer med titlen Bagvand med satsene Nat, Sent i november og dels en ved uropførelsen af et nyskrevet værk af Frederikshavn Kirkes mangeårige organist Thomas M. Kursch. Sidstnævnte værk er skrevet til kvartetten på opfordring af en af musikerne. Værket med titlen ”En lille aftenmusik” er holdt i en let diverterende stil. I 4. og sidste sats høres en lirekasse, der sætter et fetligt punktum for det korte stykke musik. Værket er komponeret umiddelbart efter Kursch’ blokfløjtekoncert, der blev uropført ved kirkens genindvielse i oktober 2018.

Af det øvrige program kan nævnes en dansesuite af Henry Pursell, flere værker af J. S. Bach (bl.a. et arrangement af satser fra Cellosuite nr. 1) samt musik af Telemann og Sweelinck.

Koncerten er arrangeret af Frederikshavn Sogns Menighedsråd og tilmeldt Vendsyssel Festival. Der tages entre til koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...