KOMMUNEN: De vidtrækkende restriktioner, som statsminister Mette Frederiksen meldte ud torsdag aften, betyder, at alle medarbejdere uden kritiske funktioner sendes hjem de næste fire uger.

Det slår borgmester Birgit Hansen fast.

Dog vil social- og sundhedssektoren fortsætte den daglige drift.

Det betyder, at arbejdet på sundhedsområdet, inden for plejesektoren og inden for det sociale område fortsætter uændret.

- Vi er her stadig. Vi varetager alle de kritiske funktioner og sørger for, at der bliver taget hånd om alle de borgere, vi har ansvar for, fortæller Birgit Hansen.

Folkeskolerne og daginstitutionerne vil også fortsætte, dog under skærpede retningslinjer, der skal være med til at hindre smittespredningen. Dog vil elever fra 5.-8. klasse modtage digital hjemmeundervisning i de næste fire uger.

På jobcenteret og i borgerservice vil medarbejdere blive sendt hjem. Det vil dog stadig være muligt at få telefonisk kontakt og afholde digitale møder.

- Vi arbejder stadig, men langt de fleste af vores medarbejdere kommer til at arbejde hjemmefra. Det er nødvendigt for at bryde smittekæderne. Vi har et enormt ansvar nu, siger Birgit Hansen.

Fra på mandag vil en lang række kommunale bygninger være lukket, herunder skal biblioteker, musikskole, svømmehaller, skøjtehal, idrætshaller og foreningslokaler.

Det er endnu uvist, hvornår borgerne i Frederikshavn Kommune bliver indkaldt til en coronatest, men langt de fleste af restriktionerne træder i kraft enten i aften eller fra på mandag.

Allerede fra i aften bliver medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, sendt hjem og alle bosiddende i Frederikshavn Kommune skal undlade at krydse kommunegrænserne, med mindre de har uopsættelige ærinder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...