Novabil A/S føres videre af Niels Pedersen og Ole Kragh

KOMMUNEN: Efter 35 år hos Toyota i Hjørring - Novabil A/S - har autoforhandler Carsten Mortensen valgt at nedtrappe arbejdsmæssigt og udtræde af ejerskabet.

Den første halve snes år af de 35 år var det sammen med faderen Povl Mortensen, og de seneste 14 år har det været sammen med de to medejere Niels Pedersen og Ole Kragh.

Den 56-årige Carsten Mortensen vil være at finde i Hjørring afdelingen frem til 31. august, hvorefter han fortsætter tilknytningen til Novabil A/S som udlejer af de bygninger, der huser Toyota i Hjørring.

I forbindelse med Carsten Mortensens udtræden overtager Niels Pedersen og Ole Kragh via deres respektive holdingselskaber det fulde ejerskab af Novabil A/S og alle aktiviteter i Hjørring, Frederikshavn, Skagen og Brønderslev fortsætter som hidtil.

Novabil er Danmarks nordligste Toyota-forhandler og beskæftiger godt 70 medarbejdere. Gennem de seneste år har selskabet årligt solgt godt 2000 biler, og virksomhedens afdeling i Brønderslev er i år blevet hædret som Årets Toyota forhandler i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...