Kommunens Bofællesskaber inviterer til fyraftensmøde

KOMMUNEN: Bofællesskaberne i Frederikshavn Kommune inviterer til fyraftensmøde 22. maj.

Målet med mødet er blandt andet at opfordre flere til at tegne sig som besøgsven.

- Det giver mig en masse varme og en masse glæde at være besøgsven, fortæller Pernille Honoré.

Mødet afvikles på Gl. Skagensvej 13 fra 16-17.30.

Pernille Honoré har været besøgsven i omkring et år til Lise Hermansen i Frederikshavn og er én af de ca. 35 besøgsvenner i Bofællesskaberne.

Hun fortæller, at hun og Lise deler en række fælles interesser f.eks. smart tøj, cafebesøg og danske film.

- Jeg husker tydeligt første gang, vi var i biografen sammen. Vi havde glædet os begge to til at se den nye Far Til Fire film. Vi fik os sat godt tilrette med popcorn og hvad dertil hører, og det endte med at vi til sidst begge sad og fældede en tåre over filmen, siger Pernille Honoré.

- For beboerne handler det om at have en ven at være sammen med. En ven, man glæder sig til at se igen og som man kan dele gode oplevelser med og har et særligt venskab med, fortæller leder i Bofællesskaberne Jette Trekær.

René Severinsen, der er besøgsven til Mogens Thomsen i Sæby, fortæller om, at de to ofte tager på turer sammen.

- Vi nyder begge at gå ud og spise god gammeldags mad.

Hakkebøf med løg og brun sovs på Cafe Feen i Frederikshavn er en af favoritterne. Andre gange går turene på havnen for at spise is, til Hockey kamp når White Hawks spiller på hjemmebane eller til øko-dag, for at se køerne komme på græs om foråret.

Pernille Honoré og René Severinsen er blevet besøgsvenner, fordi de godt kan lide at gøre noget for andre.

- Det, at kunne give et andet menneske et par timer en gang i mellem af min tid og se hvilken betydning det har, det i sig selv er en sand fornøjelse! slår fast Pernille Honoré.

Man får så meget igen for det lidt, man selv giver.

Lige nu søger flere af beboerne i bofællesskaberne i Frederikshavn Kommune venskaber med frivillige besøgsvenner, fortæller Jette Trekær.

Bofællesskaberne er beliggende i Sæby, Frederikshavn og Skagen.

- Har du lysten og et par timer en gang i mellem, så skal venskaberne nok blomstre.

- I Sæby søger vi også cykelpiloter, som sammen med beboerne vil cykle en tur i nærområdet og få vind i håret og sol på kinden, understreger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...