Overtager det gamle Postkontor på Parallelvej

FREDERIKSHAVN: I løbet af efteråret 2019 kan Beierholms kunder se frem til at blive rådgivet i historiske omgivelser, når revisions- og rådgivningsvirksomheden overtager det gamle posthus på Parallelvej 10.

Posthuset har de seneste ti år huset Nordjyske Banks Finanscenter.

Tidligere har bygningen også været brugt til både erhvervskontor og skoletandlæge.

Med overtagelsen af bygningen får Beierholm både mere plads og en endnu mere central beliggenhed med gode parkeringsforhold.

- Vi glæder os meget til at byde kunderne velkommen i de nye omgivelser.

- Vi er jo selv en virksomhed med en stærk historisk forankring i det nordjyske.

- Samtidig har vi oplevet en kraftig vækst, som på få år har fordoblet Beierholm i størrelse.

- Derfor er det gamle posthus et perfekt match for os med kombinationen af historie og god plads, fortæller Dennis Høyer, der er partner og statsautoriseret revisor i Beierholm.

Beierholm overtager bygningen nu - og så kaster man sig over at indrette den til sit nye formål inden Beier-holms kunder og medarbejdere kan tage den i brug i løbet af efteråret.

En pudsig detalje ved bygningen er blandt andet, at danske soldater, der var udstationeret i Frederikshavn under 1. verdenskrig, har ridset deres navne og kompagni i nogle af murstenene.

- Man kan sætte sit præg på mange måder.

- Vi regner ikke med at ridse i mursten, og vi kommer heller ikke til at sætte mange poststempler. Tværtimod hjælper vi vores kunder med at slippe for papirarbejde og administration ved at udnytte digitale muligheder.

- Det er noget, der batter for en travl virksomhed, fordi det frigør tid til at være der for kunderne og udvikle forretningen. Så det er blandt andet der, vi ønsker at præge det nordjyske erhvervsliv, fortæller Dennis Høyer.

Udover de nye omgivelser i Frederikshavn vil Beierholm fortsat være repræsenteret i kommunen med kontorer på Østre Strandvej 41 i Skagen og Henrik Nielsens Plads 4 i Sæby.

Beierholm har i dag sit domicil på Suensonsvej i Frederikshavn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...