Beierholm er Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 25 år

KOMMUNEN: Revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm, der har kontorer i Sæby, Frederikshavn og Skagen, løb for første gang med to priser – heriblandt en førsteplads.- ved kåringen af Danmarks bedste arbejdspladser.

Revisionsfirmaet har i en årrække modtaget topplaceringer ved den årlige kåring af Danmarks bedste arbejdspladser, men det var første gang virksomheden fik tildelt specialprisen ”Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 25 år”.

Det er kun anden gang, at denne pris tildeles en dansk virksomhed.

Derudover opnåede revisions- og rådgivningsvirksomheden en fjerdeplads i den samlede konkurrence om at blive ”Danmarks bedste arbejdsplads med over 500 medarbejdere”.

Det er det internationalt anerkendte Great Place to Work Institute i Danmark, der i år for 19. gang kårede Danmarks bedste arbejdspladser.

Prisoverrækkelsen fandt sted i Cirkusbygningen i København.

- Jeg er meget stolt over den høje medarbejdertilfredshed blandt vores godt 1.200 medarbejdere. Vi har en mangeårig tradition for at prioritere medarbejdertilfredshed højt og har en klar strategi for at skabe de bedste rammer for medarbejderne. - I år får vi desuden anerkendelse for vores indsats over for de unge medarbejdere. Det er vel nok den pris, jeg personligt er allermest stolt af at vinde, da de unge spiller en helt afgørende rolle i udviklingen og væksten af vores virksomhed, siger adm. direktør Søren V. Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...