Mere snerydning i Frederikshavn resten af året

FREDERIKSHAVN: I forbindelse med den seneste tids snefald har teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune taget en massiv kritik til efterretning og har revurderet det såkaldte vinterregulativ for resten af 2019.

De kommunale veje er inddelt i vinterklasser fra 1 til 4, hvor vinterklasse 1 har højest prioritet. Hvornår og hvor ofte en vej eller sti bliver ryddet og saltet afhænger altså af, hvor høj prioritet den har.

Politikerne besluttede, at der fremover også foretages snerydning på vinterklasse 3 og 4 veje, når vinterklasse 1 og 2 veje er ryddet (se definition nederst).

Desuden besluttede teknisk udvalg, at der foretages snerydning af sommercykelstier. Dette foretages også inden for normal arbejdstid.

Vinterklasse 1 omfatter veje, der har en afgørende betydning for afvikling af den gennemkørende trafik, og veje til hospitaler, beredskaber, samt brand- og redningsveje. Vejene bliver saltet og ryddet for sne på alle tider af døgnet.

Vinterklasse 2 omfatter veje, der udgør bindeleddet mellem gennemfartsveje og lokalveje. Det kan for eksempel være veje mellem enkelte bysamfund eller kvarterer i større byer. Vejene bliver saltet og ryddet for sne som minimum mellem kl. 5:00 og 22:00.

Vinterklasse 3 omfatter lokalveje og pladser, der har betydning for afvikling af den lokale trafik, for eksempel veje på landet. Vejene bliver saltet og ryddet for sne alle ugens dage i tidsrummer 06 – 18.00, efter vagtberedskabets vurdering, når man er færdige med klasse 1 og 2 veje.

Vinterklasse 4 omfatter veje til enkeltbruger, for eksempel boligveje. Vejene sneryddes inden for normal arbejdstid, når man er færdig med klasse 1, 2 og 3 veje.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...