Kunst: Fem kunststeder deltager i forårets Art Walk i Frederikshavn

Noget nyt er i støbeskeen. Fem kunststeder i Frederikshavn er gået sammen om at arrangere Art Walk Frederikshavn, hvor besøgende kan opleve lokal, national og international kunst.

På Art Walk Frederikshavn oplever du kunst og kunsthåndværk fra lokale, nationale og internationale kunstnere. I gallerier, museer og butikker vises kunst i alle former og er vejret til det, optræder gadekunstere med deres kunst.

Du kan også opleve poesi i gaderne, som er en del af Poesiparken i Frederikshavn, ligesom der rundt i Frederikshavn er skulpturer på mange små torve og i gågaden.

Fire gange om året indbyder de til Art Walk Frederikshavn; en gang i forår, en gang om sommeren, en gang om efteråret og en gang i vinteren. I 2019 løber forårets Art Walk af stabelen lørdag 9. februar klokken 10-14.

Ofte kan du deltage i ferniseringer på Art Walk Frederikshavn, hvor du møder kunstnere, som gerne fortæller om kunst, inspiration og kunstnerisk arbejde.

Husk at medbringe et vinglas

På Art Walk Frederikshavn serverer kunststederne et glas vin, som du medbringer til besøget i de andre kunststeder, som også skænker vin i glasset og så videre.

På Art Walk Frederikshavn kommer du rundt i det område af Frederikshavn, som i folkemunde kaldes Lille Montmartre. Den nordlige del af gågaden i Frederikshavn (Danmarksgade) har udviklet sig til et område, der summer af kreativitet, kunst og kunsthåndværk.

I Lille Montmartre finder du også cafeer og restauranter, så du kan fuldende din dag i kunstens tegn med en frokost eller en kop kaffe med kage.

Pt. er der fem kunststeder med i Art Walk Frederikshavn, nemlig Galleri Virak, Atelier Dyhrberg, Galleri Lars Falk, Victor Galleri og Cafe og Frederikshavn Kunstmuseum og Exlibrissamling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...