Fejlhåndtering af kemikalier gav problemer

FREDERIKSHAVN: Onsdag formiddag opstod der en fejl under håndtering af kemikalier på Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn.

Fejlhåndteringen gav anledning til klordampe og klorlugt på en del af matriklen.

Problemet blev hurtigt inddæmmet og hospitalet sikret.

Ulykken opstod, da en medarbejder i et laboratorium var i gang med at bortskaffe kemikalier.

Disse skal neutraliseres før bortskaffelse, men blev blandet med en ufortyndet væske.

Det førte til, at væsken brusede op og ramte medarbejderen i ansigtet og dannede en høj koncentration af klordampe.

Den pågældende medarbejder blev indlagt til observation, da klordampe i sjældne tilfælde kan give væske i lungerne.

Senere fulgte endnu en medarbejder med mildere symptomer til observation.

Beredskabsstyrelsen og politi blev straks tilkaldt og hjalp med at bortskaffe og sikre beholderen med den farlige væske.

Hospitalets personale var hurtige til at få luftet ud og sikre et vågent øje på alle patienter, pårørende og kolleger ifald flere skulle opleve vejrtrækningsproblemer, hvilket heldigvis ikke skete.

Alle involverede har det godt og er ikke påvirket i nævneværdig grad, fortæller kommunikationskonsulent Camilla Brandt.

Beredskabets kemikalieekspert har rådgivet om håndtering af episoden og efter en klormåling frigives området til grundig rengøring.

Arbejdstilsynet har ligeledes været inde over og har frigivet stedet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...