Prisvinder er gæstesolist i Bangsbostrand 11. og 12. januar

FREDERIKSHAVN: Bangsbostrand Kirkes organist har en ganske særlig evne til at skabe nytårsstemning, og det sker naturligvis også ved starten af 2019, når proppen trækkes af den boblende musiske champagne fredag 11 og lørdag 12. januar kl. 19.30

Traditionen tro er nytårskoncerten med Organic3 suppleret med en gæstesolist.

Denne gang er det tenorsaxofonisten Jan Harbeck.

Han var en af to jazzmusikere, som modtog den prestigefulde Ben Webster Pris i 2018.

Og det var netop Ben Websters særlige sound og hans sjælfulde spil, der i sin tid inspirerede Jan Harbeck til at spille saxofon.

Jan Harbeck er blevet kaldt én af de ypperste blandt danske saxofonister.

Han hører til den gruppe af jazzmusikere, som bekender sig til den store tradition fra swingtiden, men er samtidig med til at forny genren og give den et personligt præg.

Og i fabelagtigt samspil med nytårskoncerternes faste trio - Organic3 - er de to aftner bundet til at blive en succes.

Organic3 udgøres af Uffe Steen, guitar, Esben Bach, trommer og kirkens egen organist Niels Ole Sørensen, på Hammond B3.

Sidste år var det mundharpespiller Mathias Heise, der var gæstesolist - og her blev der to aftner i træk gennemført et sansefyldt repertoire, der i den grad faldt i publikums smag.

Måske også derfor er der for længst udsolgt til fredagskoncerten og kun ganske få ledige pladser til lørdagskoncerten.

I hvert fald var der stående applaus til musikerne sidste år - og det er absolut også forventeligt til dette års koncerter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...