Danmarks Naturfredningsforening har brug for hjælp til at rydde op i naturen

FREDERIKSHAVN: Søndag 31. marts inviterer Danmarks Naturfredningsforening (DN) på den årlige affaldsindsamling i hele landet. Her samler mere end 100.000 frivillige borgere affald i naturen og giver en hånd til lokalsamfundet. Du kan også være med til at give din lokale natur en hånd, opfordrer Eigil Torp Olesen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Frederikshavn/Læsø.

Du kender det sikkert. Et cigaretskod mellem tæerne på stranden eller synet af en øldåse på stien, hvor du går. Det er bare irriterende. Det mener langt de fleste danskere i hvert fald. Affald i naturen er til gene for mennesker, det er til gene for dyrene, og så er det også et problem for miljøet.

Derfor samler hele Danmark affald ind søndag den 31. marts. Det gør vi også i Frederikshavn Kommune og du kan være med, oplyser Karin Arveschoug Jensen, der er tovholder på indsamlingen her i kommunen. Vi sætter stor pris på, at vores lokale natur er ren og pæn, så vi kan få nogle gode naturoplevelser. Derfor samler vi affald ind. Men det handler også om at sende et signal til andre om, at det ikke er i orden at smide affald i naturen.

102.000 dåser i fjor

På landsplan blev det sidste år til intet mindre end 173.000 kilo affald – heriblandt 102.000 dåser, som blev samlet ind af frivillige.

I år er der arrangeret affaldsindsamling 6 forskellige steder i kommunen, nemlig i Skiveren, Aalbæk, Jerup, Kvissel, Strandby og Sæby. Man møder bare op, og derefter aftales det, hvor man hver især skal samle ind. Man kan gå alene eller sammen med nogen, der er ingen krav, man samler bare affald ind så længe man har lyst. Tilmelding er ikke nødvendig og mødested og mødetid fremgår af DN Frederikshavn hjemmeside.

Kontaktperson Karin Arveschoug Jensen 23 21 77 69.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...