Frederikshavn Skøjteforening vinder guld og sølv ved DM i Odense Skøjtehal

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Skøjteforening gentog de flotte bedrifter fra de Jysk/Fynske Mesterskaber, ved at vinde guld og sølv ved de netop afviklede Danske Mesterskaber i Odense Skøjtehal.

Nikolaj Mølgaard Pedersen, der tidligere på sæsonen blev Jysk/Fynsk mester, har netop vundet sit første danske mesterskab som senior skøjteløber.

Nikolaj er fra starten af sæsonen rykket op i seniorrækken, for at udfordre sig selv og beviste sit talent ved at udføre to programmer med en meget høj sværhedsgrad og flot udførelse af flere trippelspring og springkombinationer med både trippel- og dobbeltspring og sågar en trippel-trippel kombination, som er sjældent set i Danmark.

I sit korte program satte han tilmed personlig rekord.

For Josephine Kærsgaard var bedriften lige så fornem, idet hun også er rykket fra junior- til seniorløber en sæson tidligere. Josephine, der for nyligt også blev Jysk/Fynsk mester kæmpede imod Danmarks for tiden bedste kunstskøjteløber, Pernille Sørensen, som til dagligt træner i USA.

Josephine lod dog ikke presset påvirke sin præstation på isen, hvor hun viste fornem kunnen i sine trippelspring og kombinationsspring samt piruetter af høj sværhedsgrad og sikrede sig DM-sølv.

For foreningens øvrige tre deltagere, Amalie Borup, Frederikke Harstad Moll og Camilla Poulsen, lykkedes det desværre ikke at komme på skamlen denne gang.

De tre løbere har igennem deres skøjteliv ellers taget flere medaljer og mesterskaber med hjem til FSF, men mødte ved dette års mesterskaber god modstand og måtte vige pladsen for bedre løbere.

For den tidligere danske mester i yngre rækker, Amalie Borup, som endte på en flot fjerdeplads, var præstationen stadig meget flot, idet hun, som Nikolaj og Josephine, også er rykket en række op ét år tidligere end forventet.

Hun har skullet vænne sig til den stærkere konkurrence og dermed også et større pres fra ældre konkurrenter.

Amalie præsterede flotte dobbeltspring og lykkedes også med et enkelt trippelspring.

Særlige kendetegn for Amalie er hendes piruetter, som hun leverer med højeste sværhedsgrad og altid stilsikre.

Amalie lavede ligeledes personlig rekord i sit korte program og i den totale score efter de to programmer.

Frederikke, som skøjter i gruppen springs, som er i aldersklasse fra 10-12 år, endte på en 17. plads med 20,81 point, i et stærkt felt.

Hun viste fin teknisk kunnen men havde ikke helt samme held med sine elementer, som til de Jysk/Fynske mesterskaber, hvor hun leverede en flot femteplads på hjemmebane med 22,91 point.

Camilla, der blev Jysk/Fynsk mester i november, og som skøjter i samme gruppe som Frederikke, endte lidt uden for medaljerne på en syvende plads med 28,72 point, kun 1,43 point fra en tredjeplads.

Camilla havde nogle flotte forsøg svære dobbelt-dobbelt kombinationsspring og lavede også nogle flotte piruetter.

Selv om julen nu banker på, så bliver der for foreningens elite- og konkurrenceløbere ikke tid til juleferie, siger træner Kristín Helga Hafpórsdóttir.

Efter en stor konkurrence, er der altid positive ting at arbejde videre med, så ferien må udskydes til efter sæsonen, siger hun med et smil på læben, om end stadig med et gran af alvor i mundvigen.

For efter DM udvælger Dansk Skøjte Union nemlig de løbere, som skal repræsentere Danmark ved de kommende Nordiske Mesterskaber, denne gang i Linköbing, Sverige.

Her bliver det spændende om Frederikshavn Skøjteforening igen får løbere udtaget.

Med flotte resultater fra både de Jysk/Fynske og Danmarksmesterskaberne er der en god chance for det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...