Efter flere livreddende aktioner i sidste uge, blandt andet på Palmestranden i Frederikshavn, opfordrer livredderne til, at man ikke tager ud på oppustelige SUP-boards i fralandsvind

FREDERIKSHAVN: Når vejret ikke er til at ligge på stranden i timevis eller til lange badeture, så bruger danskerne vandet på en anden måde.

Igen i år har rigtig mange kastet sig over den populære vandsport Stand Up Paddle (SUP), hvor man står på et langt surfbræt og padler sig frem.

SUP er både rigtig sjovt og god træning, men mange glemmer at tænke på sikkerheden, og det har allerede ført til flere farlige situationer på havet i denne sommer.

Det oplyser TrygFonden Kystlivredning.

Således havde de en livreddende aktion på Palmestranden 8. juli, hvor livredderne spottede en dreng på en SUP cirka 200 meter ude fra kysten.

SUP-boardet var blevet taget af fralandsvinden, og en af livredderne svømmede ud til drengen og fik bjærget ham og SUP-boardet sikkert ind til kysten, hvor drengen blev overdraget til forældrene.

Og de fik alle en snak om fralandsvind. Drengen er i god behold.

Som et stort badedyr

I sidste uge måtte livredderne flere gange i vandet landet over for at hente SUP’ere i land, der var blevet taget af vinden, og det får nu livredderne til at advare mod især oppustelige SUP i fralandsvind.

Jakob Frey Ahrentzen
I sidste uge måtte livredderne flere gange i vandet landet over for at hente SUP’ere i land. pr-foto

- Vi kan se på strandene, at der er rigtig mange, der i denne sommer har kastet sig over SUP, og mange af de SUP-boards, som vi ser på vandet, er oppustelige. Et oppustelig SUP-board agerer fuldstændig som et stort badedyr, når der er vind. Jeg tror, at de fleste ved, at det ikke er særlig smart at tage ud på en kæmpe oppustelig enhjørning i fralandsvind, men vi har oplevet, at både børn og voksne tager ud på oppustelige SUP-boards i fralandsvind, og i sidste uge måtte vi redde flere personer på SUP-boards i land, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Danskerne vilde med SUP

I Søsportens Sikkerhedsråd glæder man sig over den SUP-kultur, som har vundet frem i Danmark i de seneste år.

- I de seneste år har vi set, at danskerne er blevet helt vilde med SUP, og vi glæder os over danskernes lyst til at bruge vandet. Det er dog vigtigt, at sikkerheden er i top, når man skal på vandet. Her skal voksne og erfarne sejlere og SUP’ere gå forrest og vise, at man skal tage sikkerheden seriøst ved blandt andet at have vest på. Vi støder tit på en skrøne om, at vesten hæmmer bevægelserne og kan gøre det svært at komme op på boardet, men de fleste veste er i dag så små og fikse, at de egner sig glimrende til SUP, og man løber en meget stor og unødig risiko ved at lade vesten blive hjemme, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...