Dejligt at vore kunder handler lokalt, siger handelschef

FREDERIKSHAVN: Efter lang tids gråt og regnfuldt vejr, var det perfekt timing, at der fredag til årets vigtigste handelsdag var friskt vintervejr med sol og blå himmel.

Der var travlhed i butikkerne allerede fra morgenstunden, og der blev flittigt stemplet kuponer til den lokale stempelkonkurrence.

Også cafeer og restauranter havde travlt. Mange har en fast juletradition, hvor de holder fri for at købe årets julegaver denne dag, og det kombineres gerne med brunch eller frokost.

Gågaden var tæt af mennesker og julestemningen indfandt sig til duften af friskbrændte mandler og lyden af julemusik fra Tordenskjoldsgarden og nissorkestret fra Sæby Musikkorps.

Børnene kunne få en gratis tur i hestevognen, som kørte i fast pendulfart mellem Kirkepladsen og Fisketorvet.

I Spar Nord var der arrangeret julehygge med Slimfabrik og Lego-værksted og på Kirkepladsen underholdt den energiske nisse Mikkel Rugholm og Elnis.

Og så kunne man selvfølgelig besøge Santa Julle i hans helt nye julehus ved juletræet i Rådhusparken.

Rock i Frederikshavn solgte billetter ved Fisketorvet til den store rockdag i 2020.

Der var lidt spænding om hvordan folk ville tage imod årets musikprogram, men det var der slet ikke grund til at frygte.

For der var masser af positive tilbagemeldinger og da dagen var omme var der til stor tilfredshed solgt flere end 600 billetter.

Dance Studio trak mange tilskuere til deres danseopvisning i Lyscirklen ved Midtpunkt og senere på aftenen arrangerede Vero Moda et pop-up modeshow fra deres helt nye, flotte butik på Fisketorvet.

De friske modeller trodsede kulden og gik catwalk i gaden rundt om Tordenskiold.

- Det har været en fantastisk handelsdag. Jeg har kun hørt positivt fra butikkerne og alle vores arrangementer forløb helt som planlagt.

- Der skal lyde en stor tak til alle vores kunder som valgte at handle i de lokale butikker denne dag, fortæller en glad handelschef Dan Kobberup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...