Hanne Lind-Bonderup repræsenterer nordjyderne de næste fire år

KOMMUNEN: Realdania har netop afviklet valgmøde i Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor der blev valgt medlemmer til foreningens repræsentantskab.

Valget indebærer, at Hanne Lind-Bonderup, partner/arkitekt MDD, Aalbæk, er indvalgt som repræsentant for den nordlige valggruppe.

Hun repræsenterer det nordjyske område for en fireårig periode sammen med Anders Hjulmand, Aalborg, Annette Overgaard Jensen, Storvorde, Bente Søgaard, Bælum, Johnny Brinkmann Jensen, Hjørring og Malou Skeel, Aabybro.

På valgmødet fortalte bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. direktør Jesper Nygård om Realdanias virke og aktiviteter.

De redegjorde bl.a. for foreningens økonomiske situation, fortalte om en række af de mange filantropiske projekter, som Realdania har støttet gennem årene, og om de forskellige aktiviteter, der findes for medlemmerne.

De medlemmer, der var mødt frem til valgmødet, kunne derefter stille spørgsmål og komme med input og kommentarer. Og det var der en lang række af deltagerne, der benyttede sig af under valgmødet i Aalborg.

- Jeg er rigtig glad for, at så mange medlemmer var mødt frem for både at få indflydelse på valget til vores repræsentantskab og for at høre mere om vores aktiviteter.

- Medlemsdemokratiet er jo foreningens fundament, og repræsentantskabet er den øverste myndighed. Og jeg ser meget frem til samarbejdet med de repræsentantskabsmedlemmer, der blev valgt på mødet,” siger bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...