Et nyt fristed for psykisk sårbare med kunsten som drivende kraft

SÆBY: En god håndfuld psykisk sårbare personer har fundet et fristed, hvor de i fællesskab arbejder på at komme på højkant igen.

Gode kræfter ved Fontænehuset i Frederikshavn fostrede ideen om, at kunsten kunne være en god katalysator for en meningsfuld tilgang til dagligdagen og være med til at skabe gode sociale relationer.

Anne Kathrine Levorsen og Asbjørn Christensen tog opgaven på sig og fandt de ideelle rammer i Sæby på adressen Vestergade 9.

Bygningens ejer Per Larsen var straks med på ideen om etablering af et galleri og tilbød lokalerne på gunstige vilkår.

Åbningen af Galleri Siv blev standsmæssigt håndteret af borgmester Birgit Hansen, der holdt en flot tale og klippede den røde snor.

Borgmesteren roste hele projektet og priste det valgt navn - Galleri Siv – som signalerer en særlig styrke.

Det spinkle siv, som forekommer sårbart, men som kan bøje sig i kraftig modvind, og rette sig op igen, når stormen er raset af.

Forskning har vist, at den sanseoplevelse, vi får ved at kigge på kunst, sænker stresshormonet kortisol, hvilket faktisk kan medføre en forbedring af vores immunforsvar.

Billeder, vi opfatter som positive, aktiverer hjernens områder for belønning, refleksion og empati, mens billeder vi opfatter negativt øger vores evne til at håndtere frygt og forsvar.

Birgit Hansen glædede sig ligeledes over, at galleriet også er et løft til andre og et positivt islæt i bybilledet.

- I gør noget for at ændre jeres liv til det bedre og samtidig giver I en gave til andre, sagde borgmesteren.

Selv om alt arbejde udføres af frivillige er opstart af et galleri fuldstændig det samme, som det var en anden virksomhed siger Asbjørn Christensen, der tidligere har været en del af et aktivt forretningsliv.

Galleri Siv starter op med fem forskellige kunstnere, Jørgen Forst med malerkunst, Ayola Jensen med smykker, Birthe Walther med brugskunst, Susanne Jensen med stentøj og Ole Hansen med malerkunst.

- Vi håber at kunne tiltrække kunstnere på alle niveauer, siger Asbjørn og nævner, at Johnny Madsen skal være velkommen med et par af sine værker.

Anne Kathrine fortæller, at de ud over udstillinger har planer om flere workshop, der vil blive afviklet i løbet af sommeren med temaer som ”Tur i skoven” og ”Vild, men i rammer” der vil ligeledes blive arrangeret dage for børn inviteres til at komme og tegne.

De frivillige holder Galleri Siv åbent alle weekender i forretningernes almindelige åbningstider, hvor de håber der er mange vil kikke ind til en snak om kunst og verdenssituationen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...