Tre haveejere inviterer indenfor

Haveselskabet i Frederikshavn har fået tre haveejere i Frederikshavn til at åbne deres haver for besøgende søndag 12. august 2018. Haverne er åbne mellem klokken 11 og klokken 16, og der er gratis adgang til haverne. Der er åben have hos:

Lotte og Carsten Skipper, Skansegade 3. Haven er en lille byhave på 280 kvadratmeter inklusiv hus og er inddelt i mange rum, som får haven til at virke større.

Da haveejerne overtog Skansegade 3 i 1997 var haven anlagt med græs og et par buske og træer. De næste år blev der etableret et børnehjørne og lidt bede. I 2004 blev terrassen udvidet. I 2011 blev legehuset udskiftet med et selvbygget drivhus. I forbindelse med den videre planlægning af haven, blev der søgt hjælp hos havearkitekt Hanne Lynge Jacobsen.

Stilen blev en cottagehave, men med deres egen personlige præg. Der er flere siddepladser i haven, så man kan nyde de forskellige årstider fra forskellige vinkler. En have som absolut bør opleves.

Den anden have er hos Birgit Christoffersen og Per Kristensen, Ollendorffsvej 9. En dejlig have i flere niveauer med blandt andet en del stauder, som Birgit har farvesammensat, tilplantede krukker og opstammede buske. Der urter og grøntsager delt op i felter og bede og et drivhus med diverse planter. Birgit laver selv en del planter, som hun bruger i haven eller giver væk.

Den tredje åbne have er hos Pia Jensen og Allan Larsen, Ollendorffsvej 11.

En have lavet til børnene. Men en spirende interesse, som Pia Jensen blandt andet har fået af naboerne på Ollendorffsvej 9, har ført til, at der nu er ved at ske fornyelse i haven. Det er en type have, som slet ikke er færdig, men netop er startet op. Det er ment som en projekthave, som vi gerne vil følge og se, hvordan haven forandres i fremtiden. Der er lavet lidt staudebede og opstillet et drivhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...