Mesterskabsløbere fra Frederikshavn Skøjteforening kom alle på podiet ved weekendens DM

FREDERIKSHAVN: De tre mesterskabsløbere fra Frederikshavn Skøjteforening kom alle på podiet ved weekendens Danmarksmesterskaber i Gentofte.

I Senior Herrer gjorde 20-årige Nikolaj Mølgaard Pedersen comeback efter sin skade tilbage i februar måned.

Nikolaj har kæmpet hårdt for at komme tilbage på det niveau, han var på inden sin skade.

Han er der ikke helt endnu, men viste nogle gode takter i både sit helt nye korte program og i det lange program med blandt en flot tripple Salchow i kombination med en dobbelt Tåloop og nogle rigtig fine piruetter.

Nikolaj opnåede 113,12 point og kunne dermed få hængt en sølvmedalje om halsen.

Nikolajs personlige rekord fra DM sidste år er på 125,04 point.

I Junior Damer sikrede 16-årige Amalie Borup bronze. Amalie fik både i det korte og lange program vist flotte dobbelt Axler og allerhøjeste levels i piruetter og fik derudover flotte point af dommerne for hendes performance og musikforståelse.

Amalie opnåede 107,31 point, hvilket rakte til en samlet 3. plads. Der var i år et utrolig højt niveau i Junior Damer med hele fem løbere, der fik over de 100 point.

I Debs piger viste 13-årige Camilla Poulsen et utrolig højt teknisk niveau ved som den eneste i rækken at lande en dobbelt Axel endda i kombination med dobbelt Tåloop i sit lange program, og derudover hun også et rigtig godt forsøg på tripple Salchow.

Camilla lå nr. 3 efter det korte program, men vandt det lange program og endte dermed som nr. 2 med 70,85 point kun 1,13 point fra førstepladsen.

Nu har skøjteløberne fra FSF pause den næste måneds tid fra konkurrencer og kan dermed fokusere lidt på deres juleshows til juleafslutningen fredag 20. december, hvor alle er velkommen til at kigge forbi og se de flotte juleshows.

Næste gang der er konkurrence er den 10.- 12. januar for klubbens konkurrenceløbere skal deltage i Danmarks Cup i Hørsholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...