25. september er det præcis 25 år siden, Rosenhaven i Bangsbo blev indviet

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn fejrer 200 år købstadsjubilæet med manér den 25. september 2018, og lige netop den dag er også en mærkedag i Bangsbo Botaniske Have.

Her blev Rosenhaven nemlig indviet på byens fødselsdag for nøjagtig 25 år siden.

Botanisk Have var på det tidspunkt endnu i sin vorden, men initiativtagerne havde i deres idékatalog en vision om, at haveanlægget omkring Bangsbo skulle have en rosenhave.

Udgangspunktet var, at ingen anden blomst har som rosen kunnet inspirere poeter igennem flere århundreder til at skrive sange og digte. Ingen anden blomst er blevet opkaldt efter så mange dronninger, prinsesser, kendte og prominente personer, samt store og små byer, slotte, herregårde og slægtninge til rosenforædlere, ja alt hvad mennesker beundrer og har kært.

Og da det blev en realitet, at der kunne anlægges en rosenhave, blev der knyttet kontakt til det danske rosenforædlerfirma Poulsen Roser, der generøst stillede en unavngiven slotsrose til rådighed til indvielsen af den nye rosenhave.

Navnet Rosa floribunda ’Bangsbo’ blev godkendt, og da Pernille Poulsen var forhindret i at komme til den store dag, blev det i stedet afdelingsleder i Botanisk Have i København, Jette Dahl Møller, der fik den store ære at navngive den nye rose.

Og den blev døbt og plantet med manér, idet en hel flaske champagne var den første flydende gødning, som rosen stiftede bekendtskab med i den nordjyske muld.

I øvrigt findes der i Rosenhaven en form for “rosernes stamtræ" - en bred vifte af tidligere tiders rosenforædlinger og de vilde stamformer, der med naturhybrider og menneskets utrættelige forsøg på at overgå naturen, er grundlaget for de fleste af nutidens smukke have- og potteroser.

I alt er der omkring 200 forskellige rosensorter i anlægget, og om foråret er der et væld af narcisser i bedene, der indleder blomstringssæsonen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...