Socialkonsulent Susanne Sander, som er kendt i det ganske Vendsyssel, runder et skarpt hjørne i LandboNord

VENDSYSSEL: Socialkonsulent i LandboNord, Susanne Sander, kan 1. februar fejre 25-års jubilæum i Landbo Nord. Det oplyser Landbo Nord i en pressemeddelelse.

- Op til omkring midt 90’erne var gruppen af nødlidende landbofamilier nærmest usynlige i det sociale system. En af grundene til det var, at mange ikke var opmærksomme på, hvilke muligheder de havde, for at få hjælp. Derfor besluttede Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab i 1994 at ansætte Susanne Sander, som kom fra en stilling som ledende socialrådgiver i Hjørring Kommune. Med ansættelsen den 1. februar blev hun landbrugets første fuldtidsansatte socialkonsulent nogensinde, skriver de.

Fik initiativpris

Der var nok at tage fat på. Derfor fik Susanne Sander til opgave at opbygge socialrådgivningen - dels ved at undervise ansatte i Landbrug & Fødevarer, iværksætte projekter på tværs af landboforeningerne og ikke mindst deltage i et utal af arrangementer rundt omkring for netop at gøre landmænd og deres koner opmærksomme på, at de har mulighed for at få hjælp - og ikke mindst sikre sig, hvis de kommer ud for en livskrise som skilsmisse, sygdom, invaliditet eller sågar dødsfald. I 1997 blev Susanne Sanders engagement belønnet med De Danske Landboforeningers initiativpris.

Ned på jorden fra 3. sal

I begyndelsen tog Susanne Sander rundt til flere rådgivningscentre i Nordjylland.

- Her fandt socialkonsulenten i de høje hæle sig til rette blandt landmænd og konsulenter. Og selvom Susanne Sanders opvækst er foregået på 3. sal i en Aalborg-lejlighed, så blev hun hurtigt accepteret for sin indsigt i komplicerede sager, sin ordentlighed og ikke mindst gode humør. Blandt andet når hun i dag, præcis som da hun startede, tager ud til de nordjyske landbrug altid med et par gummistøvler i bagagerummet.

I dag er Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab blevet til Landbo Nord, og Susanne Sanders kontor er nu i Brønderslev, hvor landbruget nyder godt af hendes viden. I 2017 blev hun blandt andet inviteret til at deltage i arbejdet med implementeringen af de nye lovregler om dagpenge og efterløn for selvstændig erhvervsdrivende.

Udover at være kendt for sit engagement som socialrådgiver i samlet set 40 år, så kender borgerne i Hjørring Kommune hende også i rollen som kommunalpolitiker fra 2005 - 2013, hvor hun blandt andet havde posten som viceborgmester i kommunen. I dag er kommunalpolitikken byttet ud med bestyrelsesposter, da Susanne Sander har taget en MBA-uddannelse i Top Governance. Det har ført til pladser i bestyrelser som: Nordjyske Holding, CKU Vendsyssel og flere grundejerforeninger.

Privat bor Susanne i Hjørring med sin mand Jørgen. Sammen har de to voksne sønner, svigerdøtre og to børnebørn. Her i vinterhalvåret går tiden med at læse dansk litteratur, lytte til opera, jazz, se film og teater.

Susanne Sanders jubilæum bliver fejret internt i LandboNord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...