- Vi har været meget glade for at mødes i Frederikshavn. Det er faktisk helt unikt, at havnen på den ene side har bevaret vigtige dele af stedets kulturhistorie, og på den anden side er inde i en rivende udvikling. At holde stævne midt i det har været en utrolig god oplevelse, siger Simon Bordal Hansen, formand for Dansk Forening af Ældre Fartøjer, DFÆL.

Sådan en tilbagemelding kan man kun blive glad for, når man som Birger Bredkjær Pedersen har knoklet sammen med medlemmerne for Frederikshavn Træskibslaug for at skabe de bedste rammer om det store træskibstræf, der fandt sted i weekenden 11-14. juli.

Frederikshavn Træskibslaug og Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer holdt deres årlige Sommertræf i området ved Fiskerihavnen og den gamle bedding. 21 gamle klassiske lystbåde deltog, desværre måtte mange melde afbud, grundet frisk kulingsvejr i det sydlige Kattegat, ærgerligt siger tovholderen for hele arrangementet, træskibslaugets formand Birger Bredkjær Pedersen.

Og formanden for landsforeningen Simon Bordal Hansen fortsætter:

- Der er en voksende interesse for vores maritime kulturarv. Lystbådene er der, hvor bådhåndværket er allermest raffineret. Du kan sammenligne det med udviklingen i dansk møbeldesign. Lystbådenes klassikere er som designmøblernes klassikere. Skønhed og funktion er forenet, og der er ikke et gram overflødigt materiale. Det er den kulturarv, vi er sammen om at bevare og vise frem. Den er mile langt fra dagens fabriksbåde i plast.

Netop i år var Frederikshavn blevet ønsket af medlemmer og bestyrelsen for DFÆL, i relation til at Frederikshavn Træskibslaug havde 10 års jubilæum.

Der blev et stævne med mange aktiviteter, Martec afholdte en demonstration af alle deres redningsmidler, mand over bord operation, samt frifalds redningsbåden for de mange tilhørere.

Der var guidet udflugt, startende ved Krudttårnet, videre til Frederikshavn Kirke og til slut kanonerne på bakken og den af Kronprins Frederik nyligt indviede udsigtsplatform på Pikkerbakken. En tur som sluttede ved Møllehuset. Alle deltagerne roste rundturen.

- Arkivar Erik S. Christensen fra Kystmuseet holdte et kanon foredrag om havnen og byen fra gamle dage til nu, fortæller træskibslaugets formand Birger Bredkjær Pedersen.

Hjemmeholdet vandt

Til stævnet blev der desuden afholdt Danmarksmesterskab i kapsejlads på vandet ud for Frederikshavn Marina og for de som ikke sejlede kapsejlads blev det til en eskadre sejltur til Hirsholmene, hvor man nød den flotte natur og mågeskrigene.

Frederikshavn Træskibslaug har tidligere fået tildelt 1. priser, i Skärhamn og Svendborg, men i år gik næsten det hele her til værterne.

”Francisca” vandt sin klasse og blev Danmarksmester.

”Helle” vandt ligeledes sin klasse og blev Danmarksmester.

I tredje og sidste løb, Spidsgatterne, var Træskibslauget ikke repræsenteret.

Under det fire dages lange træskibsstævne, blev der også tid til at bedømme skibene og deres tilstand. Skibene blev bedømt ud fra forskellige kriterier, af en jury bestående af fire mand og nøje tilrettelagt af DFÆL.

Her kom Træskibslauget ind på en klar førsteplads, alt det eftertragtede gik her til Frederikshavn.

”Francisca” modtog ”Harpunloggen”, det ypperste i træskibsregiet for sejlbåde.

”Nordstjernen” modtog ”Skruen”, igen det ypperste for motorsejlere.

- Så at alle æresbevisningerne forblev i Frederikshavn, indtil 2020, var glædeligt og fortjent, så må vi se næste år, hvilken havn vi skal aflevere dem igen, da det er vandrepokaler, oplyser Birger Bredkjær Pedersen.

- Modtagerne af de forskellige priser, modtog desuden flotte gaver, som nogle af byen firmaer havde doneret, tusind tak for det.

- Da en del af vore skibe de sidste fem år har deltaget i den store Træbådsfestival i Skärhamn, syntes svenskerne at de ville aflægge os et besøg til stævnet her.

Fire meget flotte skibe ankom, det ene flottere i lakken end det andet, særdeles meget velholdte skibe, men reglerne i DFÆL siger, at kun medlemmer af DFÆL kan modtage de eftertragtede pokaler.

Men i relation til deres flotte stand, blev de alle tildelt et flot diplom og en flaske doneret bobler, hvilket de var overmåde godt tilfreds med, siger arrangøren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...