KOMMUNEN: I 2020 blev vi i hele landet ramt både af mange stormskader og nedbørsskader. Til gengæld var antallet af skader efter lynnedslag usædvanligt lavt. Det viser en ny opgørelse over vejrskader i 2020 fra Danmarks næststørste forsikringsselskab Topdanmark.

Vejrmæssigt vil 2020 især bliver husket for en både stormfuld og våd start på året. Især bød februar og marts på flere storme, som gav usædvanligt mange skader.

Årets første kvartal gav knap 80 procent flere stormskader end i 1. kvartal året før. Samlet set har 2020 givet over 25 procent flere stormskader end i 2019, viser nye tal fra Topdanmark.

- Det bliver nok ikke stormvejr, som 2020 vil blive husket for. Men ikke siden 2015 har vi haft så travlt med at hjælpe vores kunder med stormskader som i begyndelsen af året.

- Det er helt usædvanligt, at februar har givet så mange stormskader som i 2020, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

Den blæsende start på året gjorde 2020 til det år med flest stormskader siden en række kraftige storme hærgede Danmark i 2015, og forsikringsselskaberne samlet registrerede mere end 50.000 stormskader.

2019 satte rekord med store mængder regn. Men også i 2020 var der mange nedbørsskader. Især gav første kvartal ikke bare mange stormskader, men også mange nedbørskader.

Bortset fra sidste sommer, så blev 1. kvartal af 2020 målt på antallet af nedbørsskader det værste i de seneste fem år.

- Vi havde en ekstrem våd sommer i 2019, men ser vi på antallet af skader, så var starten på 2020 faktisk næsten lige så slem, hvor vi registrerede over 2.000 nedbørsskader. Ud over at være tilstrækkeligt forsikringsdækket, eksempelvis med en udvidet dækning for vandskader ved kraftig regn, kan man også selv gøre meget for at forhindre, at vandet trænger ind i boligen, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Sommeren og efteråret bød i 2020 på færre skader end i 2019, og det samlede antal nedbørskader i 2020 er derfor 13 % lavere end i 2019.

Men ser man på de tidligere år, så ligger antallet af nedbørskader i 2020 markant højere end i både 2016, 2017 og 2018.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...