Amerikansk virksomhed etablerer stort bæredygtigt værft i Frederikshavn

FREERIKSHAVN: Den amerikanske virksomhed Modern American Recycling Services, M.A.R.S., har besluttet at etablere sit første europæiske værft til genanvendelse af metal i Frederikshavn.

Værftet på 280.000 kvadratmeter bliver verdens første værft opbygget helt fra bunden med det formål at nedbryde skrottede skibe og boreplatforme, så metallet kan genanvendes. I det moderne værft vil M.A.R.S. have et stærkt fokus på sikkerhed, bæredygtighed og miljø.

Ansvarlig for M.A.R.S. etablering i Danmark Iain Higham siger:

”Placeringen i Frederikshavn er ideel for vores etablering i Europa. Her får vi adgang til nogle af verdens mest trafikkerede sejlrender samt den gode infrastruktur på Frederikshavn Havn og i Danmark. Vi har desuden valgt Danmark, fordi der er et stærkt fokus på bæredygtig genanvendelse. I forbindelse med vores etablering har vi oplevet en meget proaktiv og professionel støtte fra lokale aktører og fra Invest in Denmark. Vi ser frem til at starte vores aktiviteter senere i 2019.”

Værftet i Frederikshavn vil dække markedet for genanvendelse af skibe og olieplatforme fra Nordsøen. M.A.R.S. har blandt andet vundet kontrakten på ophugning og genanvendelse af de to hovedplatforme Tyra Øst og Tyra Vest fra Mærsks Tyrafelt i Nordsøen, som totalt vejer mere end 23.000 tons. Der er tale om den største ophugning og genanvendelse af offshore-konstruktioner i Danmarks historie.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Jeg er glad for, at det er lykkedes at tiltrække en investering af denne kaliber til Frederikshavn. Danmark har en lang tradition for at bygge skibe, og vi har dygtige værftsarbejdere. Der er gode perspektiver i, at vi nu i Frederikshavn kan bruge dansk infrastruktur og kompetencer til genanvendelse af op mod 200.000 tons metal årligt. Det er et eksempel på cirkulær økonomi, der virkelig rykker noget”.

M.A.R.S. interesse for Danmark opstod i forbindelse med en konference i Houston tilbage i 2015, hvor Frederikshavn Havn og Erhvervshus Nord introducerede den amerikanske virksomhed til de muligheder, som Frederikshavn Havn kunne tilbyde. Siden da har M.A.R.S. løbende besøgt Danmark og er i forløbet blevet støttet af Invest in Denmark, Erhvervshus Nord og Frederikshavn Kommune.

Bestyrelsesformand for Frederikshavn Havn Bo Uggerhøj siger:

”Genanvendelse har været et af vores strategiske fokuspunkter omkring havneudvidelsen. Vi ser frem til opstarten af M.A.R.S. aktiviteter i Frederikshavn, der vil skabe omkring 200 jobs og bidrage til en øget godsomsætning, som vil udgøre en vigtig indtægtskilde for Frederikshavn Havn. Samtidig er det vores forventning, at der vil skabes yderligere aktiviteter omkring genanvendelse i kølvandet på M.A.R.S. opstart”.

M.A.R.S. vil begynde at rekruttere medarbejdere til værftet i den nærmeste fremtid. Værftet forventes at åbne i anden halvdel af 2019 og have over 200 ansatte, når det er fuldt udbygget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...