De yngste elever er dykket ned i Aksels Sandemoses klassiker ”En flygtning krydser sit spor”

FREDERIKSHAVN: Fredag 1. marts var en helt særlig dag for 200 elever. De var nemlig inviteret til fernisering på deres helt egen udstilling på Frederikshavn Bibliotek.

Udstillingen er kulminationen af det regionale projekt ”Aksel fra Jante”, som tager udgangspunkt i Aksel Sandemoses roman ”En flygtning krydser sit spor” - den med Janteloven.

1.-3. klasses elever fra Hørby Skole, Sæby Skole, Jerup Privat Skole, Strandby Skole, Skagen Skole samt elever fra Gaia Akademi og Nørrevangsskolen i Randers har deltaget i projektet. De har været med til at skabe fantastiske, fantasifulde og farverige kunstværker, som gennem hele marts måned kan opleves på biblioteket i Frederikshavn.

Skoleeleverne har gennem forløbet haft besøg af kunstner og kulturformidler Mette Elimar Jensen i klassen og her har de arbejdet med barndom, følelser, relationer og familie. Hver elev har efterfølgende lavet et maleri af de ting, der gør dem glade. Til ferniseringen kunne de sammenligne deres egne oplevelser med jævnaldrende gennem værkerne.

Skal turde vise, hvad de kan

Det var formanden for kommunens kultur- og fritidsudvalg, Anders Broholm, som holdt åbningstalen til fredagens fernisering. En tale, som helt tydeligt var rettet til de børn, som har været med til at skabe udstillingen om ”Aksel fra Jante”.

Gennem talen understregede formanden, at det en gang imellem er i orden, at man blæser på den forståelse af janteloven, som har været fremherskende:

- Man skal turde stå ved, hvem man er og turde fortælle, hvad man er god til og gå efter en drøm. Vi duer alle til noget, og vi må gerne tro på, at vi alle sammen er noget hver i sær, lød ordene fra en formand, som afslutningsvis ønskede eleverne tillykke med den flotte udstilling.

Udstillingen er støttet af Nordea Fonden, Morsø Fonden, Region Nordjylland, De Frie Kulturmidler i Morsø Kommune og Børns Møde med Kunsten og viser også billedkunstner Mette Elimar Jensens egne værker. Du kan opleve udstillingen på Frederikshavn Bibliotek frem til 28. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...